Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Døden nær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLA NDE 73
disk Paradis. Den 21. April drog vi videre langs den vestlige Bred
af Søen Tschøll-køll, som jeg besøgte endnu en Gang 1899, og slog
Lejr ved Sydspidsen af Masar-tag. Herfra peger Bjergets Spids ud
mod Syd i Ørkenens Sandbølger, og den hænger i hvert Fald ikke
sammen med den af Preschevalski opdagede Bjergkæde. Jolltschi
forsikrede, at vi endnu kun havde fire Dagsrejser til Kotan-darja,
som gennemstrømmer Ørkenen fra Syd til Nord, men som kun
fører Vand sent paa Sommeren. Efter Preschevalski’s Kort maatte
vi dog være 120 Kilometer fra Floden. Jeg gik ud fra, at denne
Afstand let kunde tilbagelægges paa seks Dage, og at vi, allerede et
Par Dage før vi naaede Floden, med Held kunde forsøge at grave
en Brønd. Men for en Sikkerheds Skyld gav jeg Ordre til, at der
skulde medtages Vand til ti Dage, og om Aftenen hørte jeg den
kostbare Vædske rinde ned i Beholderne, som efterhaanden fyldtes
halvt. I de Dage, vi var draget langs Søerne, havde vi ladet Be-
holderne tømme for at skaane Kamelerne.
Om Morgenen den 23. April foregik det skæbnesvangre Opbrud.
Vi vilde gaa lige igennem Sandet i østlig Retning for at naa Kotan-
darjas venstre Bred. Vegetationen hørte snart op, og vi kunde ikke
gøre Regning paa at finde en Oase, da hvert Skridt fjernede os fra
Jarkent-darja. Klitterne blev bestandig højere og hævede sig fra
20—30 Meter, vi fulgte Kammene, hvor Sandet ligger fast.
Øde og gule men dog tiltrækkende i deres fantatiske Former
hæver Klitterne sig foran os i det uendelige. Sikkert vil det undre
Læserne, at jeg ikke blev bleg, naar mit Blik saa ud over disse
utallige Kæmpebølger, som fortsatte sig i det fjerne Østen. Det
var min første Ørkenreise; jeg var uerfaren og stolede altfor blindt
paa min Fører. Derfor rørte. der sig ikke Spor af Frygt eller
Vankelimod hos mig, og denne min Ro skuffede mine Folk. Fremad!
hviskede Ørkenvinden; fremad! lød det fra Malmen i Kamelernes
Klokker. Hjorte- og Gazellespor var forlængst ophørte, ikke et
Sivstraa er nu at øjne, ikke en Gang et Blad, som Vinden har ført
med sig. Da vi havde gaaet os trætte den første Dag, opdagede vi
endn 1 to Tamarisker; det var de sidste, og der lejrede vi os. Først
nu opdagedes det, at Hamra var stukket af, medens Jolidasch var
blevet hos os for at bøde med Livet for sin Troskab. Der herskede
Stilhed om det lille Lejrbaal, som næredes med Tamariskrødder.
Kamelerne var blevet tøjrede for at de ikke skulde løbe tilbage til
Søen. Det eneste levende foruden os selv var to Natsommerfugle,
som flagrede om Lyset i mit Telt.
Den 24. April trængte vi stadig dybere ind i dette Dødsstilhedens
Land. En heftig Vestenvind bragte os en Smule Køling, men allige-
vel maatte vi uafbrudt gøre Holdt for at drikke. Vardet var 30”
varmt, som Følge af at det bestandig slog mod Jernbeholdernes op-
shedede Vægge, som nu ikke mere blev beskyttet af Sivbundterne.
Dem havde Kamelerne fortæret. Jolldasch og det sidste Faar fik
alligevel temmelig ofte en Slurk.
Gennem Åsiens Æventyrlande 10
|
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
