Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Døden nær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74 SVEN HEDIN
Islam Bey lodser os over Klitterne paa de Steder, hvor Over-
gangen er lettest. Med lette Skridt gaar han forud mod Øst.
Snart forsvinder han i de dybe Dale, snart ser vi ham atter paa
Ryggen af en Klit, og som Snegle følger vi hans Spor. »I uschal-
lah, bissmillah, ja Allah!« hører man Muhamedanerne anraabe Gud.
Nye Tinder, nye Kamme af gult Sand optaarner sig, saa langt Øjet
rækker. En Kamel styrter oppe paa Toppen af en Klit og lader
sig ikke bevæge til at staa op, førend den, befriet for sin Byrde, er
trillet ned i Dalen og her har faaet fast Grund under sig. Efter
13 Kilometers Marsch lejrer vi os paa det nøgne Sand.
Om Morgenen den 25. April blæste det fra Nordøst, . og Luften
var fyldt med Flyvesand, som ganske vist generede, men dog fritog
os for det blændende Solskin. Da det forekom mig, som om Van-
dets Skvulpen i Beholderne lød mistænkelig, undersøgte jeg dem og
fandt, at der endnu kun var Vand til to Dage. Var det Forræderi
fra Jolltschi eller Skødesløshed fra Islams Side, som havde faaet
Befaling til at fylde dem for ti Dage? Den uhyggelige Virkelighed
stod nu klart for mig, og jeg fik en Fornemmelse, som om Døden
fulgte i Hælene paa os. Jolltschi forsikrede, at vi allerede næsten
havde gaaet Halvvejen, og det faldt mig ikke ind at vende tilbage
til de smaa Søer. Hvilke Lidelser og Sorger kunde vi ikke have
Sparet os, hvis vi var gaaet den samme Vej tilbage! Jeg havde
nu opgivet Haabet om at opdage gamle Ruiner midt i Ørkenen.
Nu drejede det sig kun om at faa Bugt med Ørkenen selv. Nu
skulde der spares paa Vandet, som om det var Guld, og Kamelerne
skulde ikke mere faa Lov til at stille deres Tørst. Jeg antog, at
de nok skulde taale det. Men netop samme Dag gav de Tegn til
Udmattelse. Jeg gik foran til Fods for at skaane min Kamel, et
andet Dyr lagde sig ned, dets Last blev fordelt paa de andre, den
fik en Slurk Vånd og Straa af sin egen Paksaddel og blev derefter
ført langsomt af Muhamed Schah. Da endnu en Kamel gjorde
Strejke, maatte vi standse; det var vor trettende Lejrplads. En
Ravn kredsede et Par Gange omkring Karavanen, hoppede om paa
en Klittop og forsvandt. Synet af denne Fugi hævede Stemningen
et Øjeblik. Den forekom os at være som Arkens Due, der for-
kyndte Land. Desværre var det snarere Valpladsens Fugl, som
vejrede Døden.
Medens Folkene den næste Morgen var i Færd med at bryde
op og belæsse Kamelerne, ilede jeg forud til Fods. Jeg talte mine
Skridt for at kunne afmærke paa Kortet den tilbagelagte Distance.
Herved blev jeg noget bortledet fra mine bedrøvelige Tanker, saa
at jeg atter fattede Haab om at faa Bugt med den morderiske
Østen og naa mit Maal. Skulde jeg nu finde Døden her i min
kraftigste Alder uden at se mine Opdagelser afsiuttede? Nej, det
maatte ikke ske! Derfor fremad gennem dette glødende Sand, hvis,
Kamme i det fjerne Østen udviskedes i stadig blegere Farvetoner.
rer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
