Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Til de vilde Kamelers Land - XII. Igennem Ørkenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 SVEN HEDIN
endnu havde mellem Tænderne; af og til rejste den sig op paa
Bagbenene, men Forbenene slog Klik. Den laa rolig og taalmodig
og røbede hverken Frygt eller Forbavselse. Kun da vi vilde klappe
det saarede Dyrs Mule, forsøgte det at bide; det følte sikkert, at
det var omgivet af Dødsfjender. Med et kraftigt Snit skar Abdu-
Rehim Halsen over paa den; Blodet strømmede ud i en tyk Straale,
derefter fulgte nogle Trækninger, og denne Ørkenens Søn, som for
faa Minutter siden græssede i tryg Ro ved Kildens Sivmark, var nu
draget ind til de evige Jagtegne. Dens heldigere Kammerater var
allerede forsvundne som Ørkenens Vind, som Skyernes Skygger, der
lydløst glider hen over Jorden. Men Abdu-Rehim var straalende
glad; han havde nu Kød for mange Dage.
KAP. XII. IGENNEM ØRKENEN.
Ved »de 60 Kilders Oase« undte vi os og Kamelerne nogle
Dages højst nødvendig Hvile og brød derefter atter op den 27. Marts
for at: drage mod Sydvest gennem Lopørkenen og besøge "Kara-
koschuns nordlige Bred, den store Sumpsø, som modtager Tarim-
flodens Vand. Ved denne nye Ørkenrejse vilde jeg ogsaa faa Lejlighed
til at undersøge det Bækken, som i fordums Tider rummede Lop-
noor. Abdu Rehim skulde ledsage os to Dagsrejser med nogle af
sine Kameler, som vi vilde belaste med Isstykker fra Kilden.
Sække af Gedeskind blev fyldt med klare Isstykker, men hvor meget
vi end søgte at skærme dem, dryppede der allerede et Par Spande
Vand bort under den første Dagsmarsch, thi Middagstemperaturen
steg allerede til 17—18 Grader, og da vi var kommen ind i den
flade Ørken, blev Heden trykkende. Dog var vi næppe truet af
nogen alvorlig Fare; thi jeg beregnede, at vi paa en Uge maatte
naa Søen, og selv om ogsaa Isbeholdningen vilde slippe op, var
der dog ikke Tale om at vansmægte.
Værre var det, at det var smaat med Provianten; vi havde ikke
andet tilbage end Ris og tørt Brød, og det var svært at mætte sig
ved en saa ensformig Kost. Heldigvis holdt Muhamedanerne meget
af Kamelkød, medens jeg og Tschernoff ikke satte Pris derpaa.
Netop i det Øjeblik, vi skulde til at bryde op, gjorde min flinke
Kosak et Mesterskud, idet han med sin Haglbøsse nedlagde fem
Vildænder, som holdt Hvil ved en af Kilderne. Derved fik vor
Proviant en velkommen Forstærkning.
Den næste Dag henimod Kl. 3 kom vi just igennem et mærke-
ligt Landskab, som Vinden havde furet, og hvor der alle Vegne
saas Snegleskaller, som røbede det gamle Søleje.
AED
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
