Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Igennem Ørkenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i
FeRerEeE SE TEN
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 101
at jeg var tosset efter slige Fund. Han slog sig dog ikke til Ro,
før han havde genfundet de første Ruizer og Spaden; derpaa begav
han sig paa Hjemvejen. Forgæves forsøgte han et Par Gange at
læsse Brædderne paa Hesten, men min graa Hoppe var aldeles ikke
til Sinds at ville bære dem. Den holdt sig for god til at agere
Lastdyr. Ørdek maatte slæbe dem alene; han viste os sine Skuldre,
som havde blodige Striber, Da han endnu en Gang havde appe-
leret til Hestens gode Hjærte, havde den revet sig løs og var løbet
vest paa. Ørdek havde da maattet lade sit Fund ligge og havde
haft nok at gøre med at fange sin troløse Kammerat. Da dette
endelig var lykkedes ham, var han saa udmattet af Træthed og
Tørst, at han snarest muligt opsøgte os. Det var ikke første Gang,
jeg havde haft Lejlighed til at beundre de indfødtes fabelagtige
Stedsans.
Denne Fortælling virkede elektriserende paa mig, Ørdek fik
straks Befaling til den næste Morgen tidlig at hente de af ham
efterladte Brædder. Da jeg saa dem og forstod, at de stammede
fra en ganske anden Landsby end den, som vi først fandt, var det
mig klart, at her var meget mere at undersøge. Jorden brændte
under mine Fødder, og jeg vilde tilbage for at drage Sløret fra de
tusindaarige Hemmeligheder, som Ørkenen gemte i sit Skød. Men
desværre indsaa jeg, at det var umuligt. Det var næsten forbi med
vort Vandforraad, den hede Sommer stod for Døren, og nu vilde
det være en Taabelighed at vende om. I såa Fald maatte jeg kuld-
kaste hele min Rejseplan. Men den Beslutning stod fast, at jeg
fremfor alt vilde gense det Sted, hvor vi havde haft det Held at
opdage Spor af en gammel Kultur. Ved denne Opdagelse vilde min
Rejse blive forøget med et Aar, hvad der var en billig Pris for et
saadant Fund for Videnskaben. Foreløbig maatte jeg dog slaa mig
til Taals og følge den vedtagne Plan for Rejsen til Tibet.
Vi drog altsaa videre mod Sydvest. Den uddøde Skov hørte op,
men til Gengælå blev Klilterne ogsaa højere. Som Leder gaar jeg
barfodet et Stykke foran Karavanen, men straks efter Middag bliver
Sandet saa hedt, at det næsten brænder mine Fødder. Saa skifter
jeg Plads og gaar bagerst for at træde i Kamelernes Fodspor. Dy-
renes Gang har oprodet det underliggende Sand, som endnu er kø-
ligt fra Natten.
Den, 1. April fik vore trætte og udmattede Kameler hver kun en
Spand Vand. Det gik paa Heldningen med vort Forraad, og vi
maatte fremskynde vor Marsch, thi endnu var der 70 Kilometer at
vandre, før vi naaede Kara-Koschun’s Bred.
Øde, gule Sandklitier opruller her rundt omkring os et trøstes-
løst Panorama, bestandig hyppigere maatte vi standse for at hvile.
Den hede Luft staar ganske stille og dirrer over Sandet. Aa, maatte
der blot atter komme en Storm og bringe os. Køling? Jeg gik
igen langt iforvejen, og med trætte Skridt besteg jeg Toppen af en
NE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
