Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Igennem Ørkenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 SVEN HEDIN
høj Klit for derfra at spejde. Men endnu bestandig kun den
samme endeløse Labyrint af ensformige Klitbølger.
Og dog, hvad i Alverden er dette? Skuffer mine Sanser mig,
eller er det fjerne blaa noget mere end en gøglende Luftspejling?
Det ser ud som en Sø, men hvorfra skulde der komme Vand i
denne udtørrede Egn? Med bevingede Skridt skyndte jeg mig videre
i Retning af det blaa derude i Synskredsen. Det blev mørkt for
mine Øjne, men jeg blev ved at løbe, og de andre troede, jeg
havde faaet Solstik og mistet Forstanden.
Jeg havde allerede taget mig et Bad, stillet min Tørst og ud-
hvilet mig ved Kanten af den velsignede Sø, da Lyden af Kame
lernes Klokker naaede mit Øre. &Karavanen var opfyldt af Jubel,
da Kamelerne bøjede deres lange Halse ned mod Vandet, og vi
hørte de slubrende Drag. Det lød som Musik i vort Øre, og
alle Ansigter stod i ét Smil,
Vandet var svagt saltholdigt men meget drikkeligt. Derimod var
der ikke Spor af Plantevækst paa Søbredden. Det var ikke let at
komme over den lange, smalle Sø, som spærrede os Vejen til Kara-
koschun, men Tschernoff slog sig ikke til Ro, før han havde op-
daget et taalelig godt Vadested med en Meters Dybde. Den næste
Dag passerede vi Søen paa dette Sted. Kamelerne var saa hen-
rykte over Badet, at vi knap kunde bringe dem op paa den anden
Bred, hvis Grund var ubehagelig blød; det var, som om der var
udspændt en Gummihinde over en Grød, der sporløst vilde opsluge
den, som traadte igennem Hinden.
Syd for Søen drog vi atter i et Virvar af Klitter paa en halv
Snes Meters Højde. Melankolske saa Kamelerne sig om og syntes at
spørge, hvorfor vi da straks forlod den herlige Sø. Heden var
kvælende, og Solen skinnede os lige ind i Ansigtet. I de varmeste
Timer vandrer Karavanen saa langsomt som et Ligtog, og først
henimod Aften vaagner Livsaanderne atter, og dette var især Til-
fældet denne Aften. Fra den sidste Klit saa vi ganske tæt ved os
mod Syd den mægtige Sumpsø Kara-koschun, hvis Vand er ganske
fersk, og hvis Bredder er bevoksede med uhyre Sivmarker. Be-
frielsens Time var slaaet, vi var løst af Ørkenens Fortryllelse.
En ørkenrejsende kan ikke tænke sig nogen skønnere Udsigt
end den, som frembød sig fra mit Telt, som var opslaaet paa
Bredden. Sejldugen smældede i Aftenbrisen, som krusede det mæg-
tige, aabne Vandspejl. Bølgerne plaskede melodisk ind mod Stran-
den, og jeg kunde ikke løsrive mit Blik fra de Skarer af Vildænder
og Vildgæs, som vuggede derude paa Bølgerne. Snart skulde de
bidrage til atter at bringe os i godt Huld; thi vi var glubende
sultne og i høj Grad afmagrede. Ingen Sorger for den følgende
Dag forstyrrede denne. Nat vor Søvn, men alligevel vaagnede jeg
tidlig og laa hele Morgenstunden og tænkte paa de geografiske og
kulturhistoriske Spørgsmaal, paa hvilke jeg havde været saa heldig
at. finde Svar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
