Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Til det nordlige Tibet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124 SVEN HEDIN
Hoved, den sædvanlige Stilling, naar de vejrer en Fare. Man kunde É
næsten se, hvilken Nydelse den forfriskende Regn skaffede dem. fÉ
Lidt længere henne fik Tscherdon Øje paa en lille Ulv, satte [IA
efter den og førte den bunden med sig til Lejren ved Søen. Den Ik
lille Trold bed til alle Sider og gjorde et forfærdeligt Spektakel, HA
medens Muhamedanerne, der ikke kunde glemme deres ibjelrevne id
Faar, overøste den med alle mulige Skældsord. Arrestanten mistede
dog hverken Modet eller Forstanden; det lykkedes ham at overliste |
sine hævntørstige Fjender. I Løbet af Natten bed han Tovet over [i
og løb sin Vej. Muhamedanerne haabede, at han vilde blive kvalt
af Rebet, naar han voksede til, men jeg er sikker paa, at Moderen
i rette Tid vil gnave det over.
I begge de følgende Uger gik vi over en af Asiens mægtigste og
højeste Bjergkæder, Arka-tag. Dens største Pas laa 5180 Meter over
Havet, 340 Meter højere end Toppen af Mont Blanc. Vi skulde nu
tilbringe næsten to Maaneder paa større Højder, end Evropas højeste
Bjerge kan opvise. Behøver jeg at sige, at der er forbundet ad-
skillige Vanskeligheder ved at rejse i slige Egne? Ofte maa man
marschere Dag efter Dag uden at træffe Spor af Græsgang, og finder
man endelig en saadan, er den bevokset med saa sparsomt og groft
Græs, at Dyrene slet ikke kan æde sig mætte. Derfor blev vore
Dyr snart meget medtagne. Tscherdons Hest, hans specielle Ven,
som kom løbende, naar han kaldte paa den, var den første, som
styrtede. Terrænet var ogsaa meget anstrengende. Det fører op og
ned gennem Dale og over Bjergpas mellem sande Labyrinther af
Bjergtoppe. Næsten fra enhver Lejrplads maatte jeg sende et Par
Spejdere forud for at undersøge, om Terrænet lod sig passere af
Karavanens Dyr. Daglig rykkede vi 20—30 Kilometer frem mod
Hjertet af det ubekendte Tibet. I samme Grad som Dyrenes Kræf- i
ter tog af, svandt vort Forraad af Proviant, saa at Byrderne blev
lettere. Vi kunde næppe bringe over vort Hjerte at slagte de sidste
fire Faar, der nu fulgte os ligesom Hunde, og det var heller ikke
nødvendigt; thi Aldat var saa heldig at overraske to Orongo-Antiloper
med snoede Horn. Tscherdons Patroner var allerede skudt bort, og i
han havde kun Munition til Haglbøssen. Aldat havde endnu rigeligt få
Forraad af Krudt og Kugler. Det var mig en hemmelig Fryd at
rejse saaledes og vide, at jeg overalt var den første Evropæer, som
betraadte disse Bjerge, paa hvilke der ikke findes andre Stier end
de vilde Dyrs, og paa hvis Jord man ikke ser andre Fodspor end
dem af Yacker, Kulaner og Antiloper. Territoriet er herreløst.
For et Par Maaneder er det min Ejendom, mit eget Land. Lige-
som Skibet vuggende glider sin sporløse Vej gennem Verdenshaveis kg
Bølger, saaledes drager vi over Tibets Bjergkæder, bugtende os op
og ned mellem disse kæmpemæssige forstenede Bølger.
Da jeg den 6. August efter en anstrengende Dag traadte ud af
mit Telt, i den stille Nat, saa jeg fjernt mod Syd Maanen skinne if
paa en Gletschers hvide Snemasse. Mine Folk sov fast; Karavanens |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
