Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. 5500 Meter over Havet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 145
Standsning. Stadig glider og rutscher vi længere ned ad i Sneen,
og i den tynde Luft gaar Vejret fra os under disse Anstrengelser.
Før vi omsider naaede Dalens Bund, var det bælgmørkt, og paa
det første nogenlunde jævne Stykke Jord slaar vi Lejr imellem
Klippestykker og Snedriver.
Det var svære Dage, som nu fulgte. Ganske vist gik Vejen
nedad, men det blev ved at storme, og knap var vi om Morgenen
brudt op, før Vestenvinden var der igen, og lod os stivfryse paa
vore stakkels Heste. Omsider øjnede vi i det fjerne Saltsøen Atschik-
køll. Det var dog, som om vi aldrig kunde naa den. Hele Dagen
marscherede vi, det skumrede, og det blev Aften; kun Maanens
blege Lys skinnede over de kolde, øde Omgivelser. Nias maatte
blive tilbage med en af Hestene og Kutschuk med en anden. Vand !
Vand! Inden Nat maatte vi have naaet Vandet. Her nede (i 4251
Meters Højde) var der ikke faldet Sne, og alle Vandløb var udtør-
rede. Omsider gjorde Turdu Bey Holdt ved Bredden af en Flod.
Foran os hævede der sig en ny Bjergkæde, som vi maatte over,
naar vi havde holdt Hvil en Dag. Altsaa atter i Sadlen og opad,
over Højder, gennem Pas og vanskelige Kløfter. Snart meldes det,
at en Hest ikke aarker længere. Næppe har den faaet Naades-
stødet, før den næste lægger sig ned for ikke mere at rejse sig.
Men bag dette sidste Pas vilde der dog ikke være langt til Græs-
ning, og jeg længtes derefter for at redde vore døende Dyr. En
tredje Hest, som ikke bar noget, sank sammen og blev straks dræbt.
Da vi naaede Passet, manglede der endnu en Hest, min tro Graa-
skimmel, som havde gjort begge Ørkenrejser med; det var den,
som ikke vilde bære Ørdeks udskaarne Brædder.
I Lejren var der ikke Spor af Græs. Sammen med Turdu Bey
undersøgte jeg Resten af vort Risforraad. Saa meget, som vi blot
nogenlunde mente at kunne undvære, blev uddelt til de sidste He-
ste, som stod bundne tæt op til hverandre, dækkede med Filttæpper
og med ludende Hoveder. Om Morgenen laa en af dem, frosset
ihjel med strakt Hals og stive Øjne. Ingen havde lagt Mærke til,
naar det var sket, naar dens Lidelser var til Ende, og dens efter-
levende Kammerater gav ikke ringeste Agt paa den. De var for
trætte og stive til at føle Deltagelse. De syntes kun at længes efter
Ro og Hvile og døde ganske stille, medens vi følte usigelig Smerte
over at have forvoldt deres Død.
Enduu mere beuadringsværdige i deres Taalmodighed laa Ka-
melerne som sædvanlig i selv samme Stilling, hvori de lagde sig
om Aftenen. De var hvide af Rim og kastede længselsfulde Blikke
ned mod Dalen, hvor vi haabede at finde Redning for de sidste
Veteraner. Hvor lang Tid vilde det kunne gaa paa denne Maade?
Dagsmarscherne blev bestandig mindre og Kulden større. Den 8.
Oktober havde vi — 18”. Vi drog ned gennem en dybt indskaaret
Kløft mellem stejle Klippevægge. Klokkerne gav højtidelig Genlyd,
Gennem Asiens Æventyrlande 19
NERE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
