Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Indmarsch i Nordtibet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190 SVEN HEDIN
staar vel til. Nu kommer Dowlet anstigende med Æselkaravanen,
og bag hans »graa« Kolonne viser sig en forbløffet Kulan, som
endnu i sidste Øjeblik faar Tid til at undgaa Kosakkernes Rifler
ved en ilsom Flugt.
Den næste i Toget var Turdu Bey i Spidsen for sine prægtige,
fede Kameler i hvide »Tschapaner« eller Kapper, som Mændene
havde syet til dem paa Rastdagene under Vejs. Især de tre Føl
saa grundkomiske ud, naar de i deres hvide Overtræk gjorde lystige
Krumspring bagved Mødrene. Endog den yngste, som knap var en
Maaned gammel, viste ikke Spor af Træthed. Ogsaa Hjorten havde
klaret sig godt og havde bevaret en fortræffelig Appetit.
Toget afsluttedes af Hestene med deres Byrder og Drivere.
Hver Kolonne passerede Hovedkvarteret, hvor jeg, omgivet af min
Kosak-Stab, mønstrede Dyrene og besvarede Folkenes Hilsener.
Byrderne blev opstablede i en Firkant som Hegn for Faarehjorden,
vor levende Proviant, som trolig fulgte os, og vort utrolig tamme
Klokkefaar Wanka. Dette sidste havde været hos os i næsten to
Aar og var lydigt og tro som en Hund. Den førte de andre Faar
saa klogt og forstandigt, at vi næsten ikke behøvede nogen tobenet
Faarehyrde. Af alle de Dyr, som her drog forbi mig, var Wanka
det eneste, som endnu var tilbage et Aar senere ved vor Ankomst
til Kaschgar. i
Vi behøvede kun en Dag til at forberede det store Opbrud mod
Syd. Kosakkerne havde lavet mig et lille, meget hyggeligt Telt, der
blev opslaaet i Stedet for det gamle. Saltsøens Bred lignede en
hel Udvandrerby med Telte, Vareballer, passiarende Mænd om
flammende Baal, enkelte Ryttere og græssende Dyr. Bølgerne pla-
skede stadig mod Bredden, og Regnen strømmede ned.
Nu var ogsaa det Øjeblik kommet, da Lamaen maatte tage sin
endelige Beslutning. Jeg overlod det fuldstændig til ham selv. Til
min Glæde kom han af sig selv ind i mit Telt for at sige til mig,
at det var hans Agt at følge mig hvorsomhelst. Kun udbad han
sig som Gunst, at han ikke maatte blive ladt tilbage, ifald han
skulde blive syg, hvilket jeg selvfølgelig lovede ham. Det var mere
end et Held for os, at han gik med; jeg ved ikke, hvorledes vi el-
lers skulde have fundet os tilrette i dette mærkelige Land.
Tilsidst lod jeg alle Muhamedanerne kalde sammen, for at ud-
nævne Turdu Bey til »Tugatschi-baschi« eller Overopsynsmand over
Kamelerne og Hamra Kul, en høj, knoglet Fyr, til »Att-baschi«
eller Opsynsmand over Hestene. Hans 16aarige Søn Turdu Ahun
var Muhamedanernes Løbedreng. De øvrige Folk skal jeg ved Lej-
lighed forestille.
Saa gryede da den Morgen, da jeg havde samlet hele mit Mand-
skab og ikke længer behøvede at tænke paa indviklede Aftaler og
Ildsignaler. Fra Ryggen af min prægtige, hvide Hest havde jeg
Oversigt over hele min vandrende Ejendom. Hurtigere end jeg
havde ventet, blev Teltene taget ned, Dyrene belæssede og Karavanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
