Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17. Timeuhret - 18. Børn ville tage Maanen med Hænderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—55—
Ydre blive erindret om det Indre. Derfor vænnet Eder dog til, J
unge Venner, saa ofte J hore Timeklokken slaae, at tænke paa Gud
og hans Evighed, hvilken J jo allerede atter ere komne en Time
nærmere, og i Bonnen at gribe Guds kjære Haand, der iAlt maa
lede og bære Eder. Vænner Eder da ogsaa fremdeles, saa ofte J
hore Qvarteerstaget lyde, til at tænke paa Gud og sukke til ham.
Paa denne Maade bekomme J da et Aandens Timeuhr isEders
Hjerte,’ som gaaer bedre og rigtigere, og som afmaaler Veien igjen-
nem Tiden til Evigheden bedre end hiint udvortes Uhr: nemlig et
opmærksomt Ore for Aandens Stemme i Eders Indre, hvilken uden
Afladelse raaber: Abba, kjære Faderl«
18. Hilsen ville tage Maanen med Hænderne
Præsten E. besøgte en ung Ven, som for kort Tid siden ·i For-
ening med sin Familie havde sluttet sig til Herren. Denne unge
Broder pleiede i hiin onrste Tid af- sit Ehristenlob til sine »Andagts-
ovelser fortrinsviis at vælge saadanne Bønner og Betragtninger,
i hvilke den Christnes Pligter paa det Alvorligste og meest Ind-
» strængende bleve fremstillede, og ogsaa af Psalmerne og Sangene
valgte han til sine Andagstimer saadanne, som vare af lignende Ind-
hold. Præsten E. var engang nærværende ved en saadan Andagts-
stsund og ved Forelæsningen af en saadan Sang, og da den unge
Ven sidenefter udbredte sig i Lovtale over den skjønne Sang, saa
taug E. stille hertil. Da spurgte den yngre Ven, om han da troede,
at en saadan Bøn var Gud til Mishag? Paa ingen Maade, sva-
rede C., ligesaalidt som det er en Moder ubehageligt, naar hendes
lille svage Diebarn snapper efter Maanen og vil gribe fat i den med
sine Hænder. Thi Barnet har endnu kun liden Erfaring om Lege-
mernes Afstand, og naar det seer et, som lyser det i Øinene, mener
dit ogsaa strar at maatte kunne gribe fat i det med Hænderne Saa
gaaer sdIt ogsaa os i Begyndelsen af vort Christenlob. Vi have da
endnu stedse ikke nok lært at kjende vort Hjertes naturlige Afmagt-
til Fuldbringelsen af den guddommelige Villie,-—— forstaae heller ikke
endnu ret at bruge de rige Hænder, som ere os givne i Christo —
nemlig hans Helligaands Bistand. Derfor mene vi da, at vi selv
maae have Solen og Maanen i vore egne Hænder, for at vi kunne
nyde»den, og for at de kunne lyse for os og for Andre, endskjont
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
