Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 32. Bekjendelsen - 33. See, jeg vil føre hende hen paa et eensomt Sted og tale venlig med hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
k80—
i dette, i Dit Kors er der jo alene, efter kort Lidelse, evig Trøst og
evig Fred at sinde. Rigtignok veed Du ogsaa bedst, hvor ofte jeg,
liig et uartigt og trægt Barn, har forsøgt at gaae din kjære Kors-
-,skole forbi ogl at forsvmme den, men Du har baaret mig og ved din
Haand fremdraget mig dovne Tjener smed alle mine mangfoldige
·—Ureenheder. Bær Du mig da ogsaa fremdeles, o« min Gud, i min
Alderdom, nu, da Hasgeet er bleven graat, men Hjertet endnu stedse,
som ellers, er en trodsig og forsagt Ting. Giv Du i dette gamle,
træge Hjerte en Kjærlighed til Dig, min Jesus, en Kjærlighed, fom
kan være stærkere og mægtigere end Synden, end. Døden og Hel- ·
vede, — saa vil jeg indtil mit sidste Aandefang med stedse større
dsl-Glæde og Troskab bekjende Dig for Dine Mennesker og lære Syn-
dere om dine Veie«
·33. See, jeg vil føre hende hen paa et eensomt Sted og
tale venlig med hende.
Nkenneskey det egentlig indre Evighedens Menneske, er oftere ble-
ven sammenlignet med en Alpeplante, der mindre og vanskeligere trives
paa den varme, frugtbare Slettes fede Grund end oppe paa de nøgne,
golde Klippeskrænter, i Gletsche-Jsens Nærhed, hvor Sneen og en kold
Taage tildeekker den ensomme Plante, og hvor-ogsaa under den korte
»Sommer ofte en raa Fjeldvind og Snefog afverle med det kun sparsomt
varmende Solskin Heroppe, hvor de mange Goders mere iøinefaldende
Fylde, Engene med den vppigt nærende Hvede og Høiene, fulde af Viin,
ikke mere findes, oplader Jorden fine skjulte »Skatkammere i Dvbetz «
lig en Dome fuld af sindrige Figurer hvælver sig der Bjergkryftallernes
Kjælder; Slettens almindelige Feldspat er forædlet til den med Maanens
Glands skinnende Adular, Glimmerstenen til den grønne Cloritz overalt
fra Bjergvæggen og Bjergklofterne blinker der en ædel Steenart frem.
Men ogsaa Høidens Blomster og Urter, glimrende iHimmelens dybe Blaa
eller i Aftenrodens Farveglød, have istedetfor det værende Meelstof
eller den gjærende Sukkersaft noget Krvdderagtigt ved sig og en Livet
.styrkende, lægende Kraft, som allerede ved den —væderqvcegende Duft,
yndig og ikke bedøvende, giver sig tilkjende for den nærmere Trædende.
Korn- og Viinhvstens berusende Jubel, Stedernes Larm bliver ikke for-
nummet paa disse Høider, hvor den ensomme Ørn dvæler; ud af Na-
turens høitidelig Sabbathsstilhed taler ikke de urolig Søgendes Stemme-,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
