Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Beder uden Afladelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
——84—’
»En Dag uden Bøn er enDag uden Velsignelse« Disse Ord
vare i den efterfølgende Tid aldrig komne-ham ud af Tanker og Hjerte.
Midt under hele sit senere Livs Gjenvordigheder og Sorger havde
han erfaret, at der alene af Bønnen kommer den rette indre Ro og Glæde,
Mod og Kraft," at der alene af Bønnen kommer Velsignelse og god
Fremgang i vore Ord og vore Gjerninger. Men Bønnen (sagdehan)
gav ei alene det rette Mod, den rette KraftiLiv·et, men ogsaa iDoden.
Thi den Gud, til hvilken hans Aand nu gaaer hen, var igjennem
Bønnen allerede for længes siden bleven ham en kjær, nær bekjendt Ven,
hvis Ansigt han daglig i Kjodets Skrøbelighed havde søgt, og nu
glædede han sig, midt i Dødens Smerter, med stor Fryd til, athan
endelig i Aanden skulde faae finde og faae beskue dette ofte søgte Ansigt.
Derfor vidste han heller ikke nu, ved sin sidste Afsked, noget Bedre og mere
dyrebart at efterlade sine Kjære end Formaningen til at bede; thi
med og i Bønnen vilde de have Alt, hvad Godt Mennesket for Tid og
Evighed kunde ønske sig. »Min Herre og rnin Gud,«»« (sagde han)
»Du har først elsket mig, og jeg har ogsaa, i alle mine Svagheder
og Synder, elsket Dig. Lad mig endnu engang, førend jeg vandrer
bort herfra, for alle Mine og i deres Navn kunne sige de Ord:
Men jeg og mit Huus —— vi ville tjene Herren. Lad du det
endnu ogsaa være min sidste Bøn, at det sødeNaanesus ogdets
Guddomskraft aldrig maa vige fra mine Børns og Bør-
neborns Hjerter. Giv Du i dette Huus Hænder og Hjerter, der
hver Dag og hver Stund opløftes i Bønnen, og en Mund til at
forkynde din Lov. Da vil Du være Mines.Gud, og de skulle være
Dit Folk.« — — Saaledes viste det sig ogsaa i dette nysnævnte
Tilfælde, at Ordene i en Prædiken aldrig blive uden Frugt, naar de
fremkomme af Christenlivets rette, gode Grund og ere rettede hen til
denne-. Den fromme Prædikant, som gav den fremmede, forbjreisende
Yngling hiin Formaning til Bønnen, havde sikkerligen selvisit Hjerte
erfaret, at Bønnen i Jesu Navn er Christenlivets Begyn-
delse, Midte og Ende, og netop fordihan selv havde erfaret det paa
sit Hjerte, trængte hans Ord saa dybt, saa kraftigt ind i den frem-
mede Ynglings Hjerte og blev hele Livet igjennem en Lygte for hans
Fod og hans Trøst i Døden.
Den gamle, salige Schoner i Nürnberg vidste det ogsaa og havde
erfaret det paa sig selv, at Bønnen i Christo er Christenlivets Begyndelse,
.Midte og Ende. Derforsormanede han ogsaa stedse saa indtrængende
ogsaa oftei fine Samtaler, som i sine Prædikener, t««il at bruge Bønnen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
