Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Beder uden Afladelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— «91 —
dyrebart, og at siden den Tid Tanken paa hiin Verden har været mig
mere venlig og fortrolig end forhen. Engang, i en Hostnat, laa jeg,
ligesom oftere paa hiin Tid, søvnløs paa mit Leie, nedgravede og ned-
sænkede mig, efter Menneskehjertets Vanart, saa dybt i Tankerne paa
al min sande og formeentlige Nod, som om deri ingensomhelst For-
andring var mulig, og tænkte tillige med inderlig Hjemvee paa den
salige, tilkommende Hvile og Ro, der ogsaa for mig endnu var at
finde, paa den Time, da Gud vil ·aftorre alle Taarer af vore Øine
Da faldt hiint Sprog, Esai. 49, 15, mig netop isinde: ,,Kan ogsaa
en Qvinde forglemme sit diende Barn, saa at hun eifor-
barmer sig over sit Livs Søn? Om hun end kunde for-
glemme det, saa vil jeg dog ikke forglemme Dig.« Længe
og med inderlig Roeelse bevægede sig dette Sprog i mit Hjerte. Jeg
kom til at tænke paa min omt elskede Moder, og hvorledes denne
fra Barndommen af saa gjerne havde lettet paa alle mine smaa Sorger
og Nod, naar hun blot havde kunnet det, — hvorledes hun saa gjerne
havde opfyldt mine Bønner. Vidste din salige Moder, saa tænkte
jeg, hvorledes det her gaaer Dig, hvor vilde hunda ikke tage saa
inderlig Deel i din Angst og din Lidelse, — hvor vilde hun da ikke saa
gjerne hjælpe Dig ud, om hun var istand dertil. Men, saa tænkte
jeg videre, min Herres Kjærlighed til mig arme Menneske er jo endda
inderligere og mere trofast end al Moderkjærlighed, han hører ogsaa
med Forbarmelse mine Sukke, — jeg tor trostigen, ligesom et Barn
sin Moder, bede om Hans Hjælp og Hans Trøst. Da blev mit Hjerte
saa blodt og saa tillidsfuldt og fast, som det kuns sjelden i mit Liv
har været. Jeg bad saa indtrængende og saa troftig til min Herre,
som et Barn taler til sin kjære Moder. Meget glad blev jeg da til-
mode. Jeg var i mit Hjerte overbeviist om, at der endnu samme
Dag vilde komme Hjælp, endnu samme Dag vise sig en uventet Udvei.
Den øvrige Deel af Natten hengik ganske og aldeles under en Bon,
hvis Indhold ikke mere var et Nodsskrig, men alene Lov og Tak.
Jeg stod nu op med min Familie, bad med dem og var meget trostig
tilmode. Stedse meente jeg, at der maatte komme et Brev, der havde ·
noget Vigtigt at sige mig. . Endelig da jeg allerede vilde gaae ud til,
mine Forretninger, uden Haab om, at Posten dengang vilde bringe
Noget til mig, kom der virkelig ogsaa et Brev. Af Udskriften stjonnede
jeg, at det var fra min kjære næsten 70 Miil fra mig bortfjernede
T. N. Men hvad for en Udvei, saa tænkte jeg, skulde netop denne
kjære Ven kunne vise mig, saa gjerne han end ønskede det, og hvilken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
