Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Beder uden Afladelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 92 —
Trøst skulde han vel kunne bringe mig? Jeg læste, og see, just dette
Brev viste mig ei alene en uventet Udvei af min Labyrinth, men
trængte ogsaa med hele den varmeste Broderkjærligheds Veltalenhed ind
paa mig forat faae mig til at slaae ind paa denne Vei. De Ud-
sigter, sont dengang min Ven aabnede mig, maatte endnu et heelt
Aars Tid gaae igjennem mange Uvisheder og Prøvelser. Netop et
halvt Aar efter, paa min Fødselsdag da jeg just skulde gaae i Kirken .
for at nyde den hellige Nadvere, kom det længe forventede Brev, der
skulde bringe Afgjørelse. For ikke at adsprede mit Sind, aabnede jeg
det forst, efter at min Aand havde styrtet sig ved min Herres Bord og
ved hans Huses Lovsange. Brevets Indhold var uventet nok, — det
berøvede mig reent alle de Forhaabninger, jeg havde havt. Men den’
Kraft, som jeg hiin Dag havde modtaget, lod Smerten og Sorgerne
ikke opkomme; jeg har vel ingensinde imit Liv med inderligere Andagt-
sunget den Sang: ,,Hvor godt har jeg det,o"«du Sjelenes Ven, naar
jeg hviler i din Kjærligheds- og bedet overeensstemmende med Sangens
Indhold Men ak, hvor snart forglemte jeg ikke igjen alle disse Trøste-
grunde, — hvor snart forglemte og fornægtede jeg al den Gudhen- »
givenhed, som jeg paa hiin Dag havde faaet Deel i. Min Gud,
Du alene veed, med hvilken strafvcerdig Vantro, med hvilken Utaalmo-
dighed, hvilken Knurren imod dit hellige Raad jeg dengang har for-
seet mig imod Dig. O maatte Du dog engang ville ihukomme disse
Synder som saadanne, hvilke Du for Jesu Skyld har forladt mig
og udslettet. Min Vantro betog mig nu inogen Tid næsten al Kraft
til Bønnen og lammede i saa hoi Grad mit Indre, at jeg neppe-
gjenkjendte mig selv mere. Dog, Gud være lovet, denne nedslagnes
Tilstand vedvarede ikke meget længe Ved Siden af det slemme Utaal-
modighesdens Ukrudt spirede ogsaa atter Troestilliden frem, jeg sang
Lov- og Tatkesange, sont om Hjælpen allerede var tilstede, og dog var
Alt omkring mig og foran mig saa dunkelt, at jeg ikke saa et Skridt
ind i Fremtiden. Endelig, da jeg slet ikke tænkte mere derpaa, op-
lukkedes for mig ganske af sig selv den Dør, der netop paa min
Fødselsdag for bestandig syntes at have tillukket sig for mig, og nu
blev jeg da endogsaa af de samme Hænder, der forhen havde staengt
Døren til, paa en ret indtrængende Maade nvdet til at træde indenfor..
Hvad var det nu dengang, som saaledesieet og samme Øieblik forenede
sammen paa een Gang baade et stakkels betynget Menneskehjertes Bøn
og dennes Bønhørelse, — en Bønhørelse, der ogsaa var selve Hjælpen,
omendskjøndt den ogsaa ikke strax, i dens hele Omfang, viste og be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
