Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 36. Evig, stedse den Samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—98—
er nu Foraar, og snart følger Sommeren og derefter Høsten. Der
gives idelig Afvexling fra Maaned til Maaned. Men Din Evighed,
den er uforanderlig den samme — hvorledes kan ogsaa en Dig
elskende Aand taale dette »evig det Samme« og ikke forgaael« —
Han gaaer, grundende over denne Tanke, der allerede ellers ofte og
meget havde beskjæftiget ham, længere og længere ind i Skoven.
»Ja døe vilde jeg gjerne, hvis kun endnu, msens jeg vandrer her i
Legemet, Tanken om Din Evighed var mig klar og forstaaelig Din
Beskuelse er sød, men evig, uden Afvexling — hvo kan udholde den
Tanke; hvilken Tilværelse kan vel finde sig i en saadan uforanderlig
Henfkuen mod-et eneste Livsmiddelpunkt, og altid det samme, uden
de forskjelliR-Mellemspil af Soven og Vaagen, af Vildfarelser og
Opklarelser, af Adspredelser og Hvilel« — Bedende og grundende
gaaer han videre frem, og see, Skoven bliver stedse mere fremmed-
artet og mere forandret. Istedetfor de gamle Ege- og Furutræer
kommer der en Bufk af Myrther, snart efter en Skov af Cedre, derpaa
af Palmer· Munken vil blive staaende og spørge sig selv, om det
Hele kun er en Dromz men en Sang trækker den nølende Fod videre-
frem. Det ’er Sangen af en Fugl. Fra et Palmetræes Tep toner
den, og ved dettes Fod staaer Munken endelig stille, i Henrvkkelse
skuende op til Fuglen med dens pragtfulde Fjædrez den syngende-
Parad«iisfugl. Tonerne ere saa veemodige, som om de klagede over
noget Forgangent og Forspildt, men imellem igjen saa frydefulde, saa
salige, som talte de om en snart kommende, uforgjængelig Skabnin-
gernes Herlighed (Rom: 8 Eap.). Henrykt lytter Munken herpaa;
Sorgens og Himmellængselens Taarer rinde ham ned af Kinderne.
Men snart har Øiet ingen jordisk Taare mere. Thi stedse venligere,
stedse mere forfriskende vifter en Paradisets Luft, stedse lydeligere
vorde Sangens Toner, der forkynde om en tilkommende evig vedva-
rende Skabningernes Herlighed. Munken lytter og skuer med ufra-
vendte Blikke hen paa Paradiisfuglen· — Endelig, idet han med Magt
opmander sig, tænker han: ,,See, det maa vel- allerede være i flere Timer,
du har staaet her og lyttet. Veien er endnu lang; velau, du skal
for idag vende hjem igjen til Klosteret. Imorgen vil jo Fuglen atter
igjen synge, og da kommer du og hører paa den«. Han gaaer hjem,
fordybet i Forfmagen paa Evighedens Glæder, om hvilke Paradiis-
fuglen havde sunget. Skoven bliver igjen den hjemlige, nordiske, og
Palmerne og Eederne afløses af Ege- og Furutræer. Han har for-
ladt Skovem Høiene ere endda de samme, Jordens Vande have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
