Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 40. En fortvivlet Kuur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—106——
«Amtmand sin Søn med Begjæring om at tage ham under sin Tugt
’og i sin Underviisning« ,,Jeg maa tilstaae for Dem«, sagde Embeds-
manden, da han var alene med Præsten, »at min Søn er et desperat
Menneske, paa hvem hidtil alle Tilretteviisninger, al Tugt og Straf
have været spildt Værk. Jeg har formanet Gutten med det Gode,
jeg har slaaet ham, ladet ham hungre, skjæmmet ham ud i Andres
Paahør, men han er forbleven netop det samme desperate Menneske,
hvem det er lige Eet og det Samme, hvad enten han dadles eller
roses, — hos hvem hverken Slag eller Hungerskuur hjælpe Noget.«
Præsten spurgte Embedsmanden, om han da i saadanne Tilfælde ei
havde forsøgt nogen anden Kuur end Hungerskuren og Slagene·
»Jo,« sagde hans Fader, ,,jeg har indespærret Krabaten paa Vand
og Brod, engang .i samfulde 2 Dage««. Pastoren spurgte frem-
deles, om han ikke endnu havde forsøgt paa noget Andet. »Jeg
har ogsaa ladet Drengen frhse,« sagde Amtmanden. Saaledes nævn-
te han — efter stere gjentagne Spørgsmaal — endnu nogle andre
Hnnsraad af samme Sort, hvilke han hidtil uden nogetsomhelst gavnligt
Resultat havde anvendt paa sin Søn, — iblandt Andet havde han
ogsaa forgjæves forsøgt mildere Fremgangsmaader for at bringe ham
til Eftertanke; han havde f. Ex. ladet ham gaae i velopdragneBorns
Selskab, men Drengen havde da snarest muelig løbet bort derfra ud
til Gadegutterne, eller ogsaa havde han blot gjort slette Streger i det
»
gode Selskab. Derpaa sagde den gamle Præst, at alt dette var ikke
de rette Midler; han paa sin Side vidste en bedre Kuur for saadanne
desperate Folk, som Amtmanden kaldte sin Sort, nemlig Bønnen.
Han maatte dog sige ham, om han ret Jalvorlig havde bedet for sin
Søn og sammen med ham? Amtmanden sagde, han maatte tilstaae,
at det havde han just ikke gjort. Den gamle Flattich svarede herpaa:
isaafald maatte det rigtignok ei forundre ham, at al den Møie, som
man havde anvendt paa det unge Menneskes Hund havde været saa
frugtesløs. Man havde netop forsømt først at give Huden et Liv
og en naturlig Følelse, og den blotte Garvning p·aa et dødt Skind
kunde rigtignok Intet gavne samme. Flattich forsøgte nu sin Kuur
paa Drengen, og den slog saa godt an, at der blev en fortræffelig,
kraftigt virkende Mand af dette desperate Menneske.
Da Stefan Schulz var i Aleppo, besøgte han en derværende
Kirke for Nestorianerne. Efter Fuldendelsen af de Ceremonier, som
havde Henshntil den Kirkefest, man just da·feirede, vilde den ær-
værdige Bistop holde en Tale over de Ord: »Dette er Dagen, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
