Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 41. En Tugthuuspræst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
——.109 —-
af Menighedens Herre. har overtaget det Embede at opsøge de«For,-
vildede, maa man gjøre det som: den salige Moller,.Tugthuuspræ-
dikant i Dømiz, gik frem· med sine stakkels Syndere: ligeoverfor det
lognagtige Menneskeoie og Menneskehjerte maa man ikke stille et an-
det, om end udvortes noksaa ærbart og klogt Menneskeoie og Men-
neskehjerte, men derimod Hans Ansigt og tveæggede Ord, der har
Øine som Jldsflammer, og som prøver Hjerter og Nyrer, Hans
Ansigt, som alene er trofast og sanddru, men for hvilken ingen Le-
vende er retfærdig — — Den dyrebare Præsten Moller i Domiz,
af hvis Livsforelse Meget kunde fortælles, der styrker Troen, hørte
jeg selv flere Gange prædike for sin (i Lænker) sluttede Forsamling.
J sine Prædikener talte han ikke csaaledes som jeg har hort det
af andre Tugthuusprædikantere) om «de Forbrydere, som sad der
under deres Træ-Bolværk« og om deres Synders Vederstyggelighed
Han udtalte ikke den Tanke, der først faldt os ind, da vi fra vort
herskabelige Glaseapel saa ned iblandt det lænkede Selskab: «Jeg
takker Dig, Gud, at jeg ikke er som dette Samfund der,« men han
talte om en Gud, hellig og retfærdig men forbarmende og elskende,
om en Gud, der ikke vil Svnderens Død. Han viste os, hvad
Mennesket uden Gud er, og hvad det maa blive uden ham. Da
blev Hjertet blodt og tænkte: Hvorledes er dog disse i Lænker Kjæ-
dede og disse ikke i Lænker Kjædede —- i Guds Øine? Er det da
alene den i Merineskeoine grovt faldende og af den synlige Menneske-
domstol straffede Forvildelse fra Gud, som alene er Synd, eller er det
ikke ligesaa meget den daglige, indvortes Hjertets Synd, som diet le-
gemlige Øie ikke seer, som kun deni Mennesket boende Aand kjender
til, — den Aand, der eengang giver vore Gjerninger deres Vidnes-
byrd? Vilde dda jeg have været en Anden — ogsaa hvad det Ud-
vortes angaaer — end disse der Forsamlede, dersom ikke Gud baade
nu og da i Livet underligen havdereddet og bevaret mig fra Syn-
dens Dodsfare? Da nu Prædikanten endnu foer videre frem i sin
»Menneskesjelens« Historie og viste,» hvad Gudhar gjort for denne
Sjel, cder Jntet vilde vide om ham); hvor høit han ·elsker alle
Syndere og søger efter os; — hvad han baade vil og kan gjøre af-
os: da blev Hjertet endnu blodere, og fra disse Samværs-Timer
med det læukede Selskab medtog det til Hjemmet Guds Fred og
Kræfter for-det evige Liv. — ———— Præsten Moller havde endnu
ikke længe preediket saaledes somTugthuusprædikant i Dømiz, før-
end Gud lod ham faae see Frugter af Evangeliet. Engang efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
