Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Missionæren Robert Moffats Levnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—3—
Ved Afrikas Sydspidse, saa vidt som Colonidyrkningen rækker,
har Menneskeheenders Flid grundlagt en Lysthave, der frembyder Alt,
hvad man kun vil ønske sig til legemlig Mættelse og til Sandser-
nes Fornøielsen Der er Kornindhostninger, Græsgange sor Qvæget,
Skovstraekninger og Vinplantning. Ganske anderledes arter sig Land-
z skabet, saasnart man trænger frem blot nogle faa Grader nordligere
i den sydvestlige Del af Afrika — indtil Orangeflodens omliggende
Landstrog Paa hin Side af hin Flods nordlige Bred ligger Sto-
re-Namaqvasland og Bechuanernes Boliger. Jblandt disse var det,
at Robert Moffat den længste Tid opholdt sig. Ligesom den bro-
getfarvedc Regnbue, der om Aftenen kun for nogle faa Øieblikke-
staar henover det i Aftendæmringen liggende Landskab og saa atter
forsvinder, — saaledes viser sig, paa hint næsten bestandig torstende
Jordstrøg, Naturens rige Fylde snart her, snart der for nogle enkelte
Dage eller Uger, og overoser — lig en rig, forbireisende Fremmed
—- Jndvaaneren med fine Gaver, medens dog den her hjemme-hø-
rende Torhed og Hungeren følge hgm i Hælene paa hans Tog.
Thi hist ved Kanten af det sydlige Sahara eller Krerruorkenen gives
der ingen bestemt Tid for det aarlig tilbagevendende Regn. Opsti-
gende fra Atlanterhavet trække vel Skyerne i tætte Masser op over
Synskredsen, fornemmelig da sent ud paa Foraaret, som der fal-
der samtidig med vor Senhosted Tid; foran Skyerne gaar Stormen
frem, derpaa Hvirvelvinden, som opriver de endnu hist og her enkelt-
staaende Træer med samt deres Rodder og fonderknuser de Jndfodtes
letbyggede Vaaningshusez af de hastig fremfarende Skyer frembry-
de Lyn, for hvis Flammestreif mangengang baade Mennesker og et
betydeligt-Antal af Dyr iHjorderne maa ligge under; en Torden, saa
forskrækielig, at Jorden zittrer under dens Gang, lader sig høre.
Og alligevel kunne — selv efter saa smertefulde Veer — Skyerne
s ei komme frem til at sode; de efterlade det rystede Land blot Spo-
rene af deres Rædsler; Negnens Velsignelser, hvorom de give Haab,
bære de hen til hine lykkeligere Egne i den ostlige Del af Landet,
hvor Menneskets ødelæggende Uforstand endnu ei har formaaet at
udrydde det Skovstrækningernes prangende Gront, der bedækket Bjer-
gene. Naar de stakkels Folki Landet, som skjulte sig i Bjergilof-s.
! kerne for Elementernes Rasen, komme frem af sine Smuthuller, ef-
terat de skrækkelige Uveirssfyers Hærskarer ere gangne dem forbi, da
modes deres Blik allesteds kun af den samme Torhed, som de igaar
og iforgaars have havt, men desforuden er hist og her et Træ om-
14’«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
