Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Missionæren Robert Moffats Levnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
——47—’
Den gode Kone, der — som Eftertiden udviser — hverken mang-
lede Hjertcs- elleoskAands-Garer, udtalte dengang hine Ord kun i
en spottende Mening, og i lang Tid lo man blot til den Missionærs
Ensolkighed, som vilde lære dem slige nye Skikke, hver Gang denne
Spøg blev gjentagem men Tingens Stilling har- senerehen i høi
Grad forandret sig. Mothibis Gemalinde er saavelsom hundrede An-
dre bleven en troende Herrens Discipelinde, og med den levende
Tro kom ogsaa hendes Sands og sine Følelse for guddommelig saa–
velsom ogsaa for velanstcendig, menneskelig Anordning og Levemaade.
Som vi allerede har omtalt, «alle nedtrykkende Erfaringer, alle
Moisomrneligheder af nye-beskrevne Natur, vare langtfra ikke det Tun-
geste af det, som vore Sendebud havde at udstaa blandt de endnu
uomvendte Bechnanere. Der gaves Lidelser af en anden Natur, som
endnu meget dybere angrede Troens Liv, Lidelser, som tilraabte
Sjelen det Spørgsmaal: »Hvor er nu din Gud?«
De gudelige Forsamlinger afholdtes af begge Lærerne med me-
gen Sarnvittighedsfuldhedz af Tilhørere var der undertiden indtil fyr-
retyve tilstede-undertiden kuns en Eneste. De Tilstedevcerende,
hvad enten det nn var Mange eller Faa, opforte sig saavel den
ene som den anden Gang paa en hoist usommelig Maade, thi me-
dens Nogle snorkede, sad Andre og lo og pratede eller befattede sig
med et eller andet Haandarbeidez —- paa de Ord, som Læreren»talte,
gav Ingen Agt. Rizstignok var det saa, at de evangeliske Lærdom-
mes Indgang i Tilhormres Hjerter (il)vorvel blot i den allerforste
Tid) vanstksliggjordes derved, at vore Missioneerer ikke vare Betho-
anersproget tilstrækkelig mægtige og derfor maatte benytte sig af en Tolk,
der baade fattedes den høiere Erkjendelse og tillige den gode Villie for
Missionens Fremgang; men — bortseet fra denne Omstcerrdighed —-
tnaatte deg Kjenderegnene paa den naturlige Uvillie imod Prædikenen om
· Syndernes Redning kun altfor stærkt falde i Øinene. Uden Undseelse
erklærede disse Folk Missionaererne lige op i Ansigtet, at Ingen af
dem nogensinde vilde boie sine Knæ for Hines Jesus og Jehovah, og
til denne Forfilritkg friede de endnu bittre Ord af Haan og Besvimel-
ser. Naar en af begge disse Sendebud skiftevis drog hen til et.
ncerliggende Sted, for ogsaa der at tale et Livets Ord til Folket,
da intfandt der sig Ingen, sont vilde høre paa dem, førend Befa-
lingsnranden paa Stedet med Commando (saadan saa det ud) havde
faaet Nogle sammen. Han selv, Befalingsmanden, som ogsaa hans
Folk, kunde forresten blot ved en Forcering af lidt Tobak lade sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
