Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Missionæren Robert Moffats Levnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—.48—
bevæge til en saadan Tjenstvillighed, og dersom Missioneeren tilfæl-
digvis engang havde forglemt at medtage Tobale saa lod man ham
vide, at han først skulde gaa hjem og hente noget. Men om da
ogsaa nogle Folk vare komne sammen, pleiede de alligevel fordetme-
ste igjen at løbe fra hverandre, naar Missionæren knapt havde be-
gyndt paa sin Tale. Ogsaa gik det ved saadanne Anledninger ikke af
sig uden paafølgende Fornemmelsen Missionære·n, som helst i Mor-
gentimerne vilde have gaaet hjem igjen, blev, under Paaskud af at
sammenkalde nogle Tilhørere, med Forsæt opholdt saa længe, til de
hedeste Timer af Dagen indtraadte, og saa lo man ham ud, naar
han paa Hjemveien med megen Møie og fordetmeste forgjæves ledte
rundtomkring efter en liden Afkjoling for sine Fodsaaler, naar Gan-
gen i den glohede Sand foraarsagede Smerter i dern.« »Men hvorfor
gaar J da ikke tilbage igjen til Eders eget Land?« sagde en Hovding
- engang, fortrtkdeligt spørgende til Hr. Moffat, da denne bad hin om
at være ham behjælpelig med at sinde igjen sin Kniv, der under
hans Tale til Folket var bleven ham frastjaalet. »Dersorn J ikke,«
sagdse·· de Andre, »i Eders Hjem havde begaaet Noget, hvorfor J
maatte befrygte Straf, vilde J ikke have nedsat Eder her hos os.« —-
Men disse Lidelsers Maal skulde stige endnu høiere. En leen-
ge vedvarende Tørke havde forstorftedelen gjort baade Markerne og
Qvægers Græsgange til en Orkem da besluttede Vandets Folk at
kalde en Regnmager til sig, som boede over 40 geographiske Mile
derfra i Bahurutsis Gebet. Med forfængelige Ord og tomme Løf-
ter vare den Tids Bechnanere godt forsynte·, Gesandterne lovede Regn-
·mageren ualmindelige Rigdomme og store Hæversbevisninger, hvis
han blot vilde komme med dem til Batlapiernes Land (en kort Dags-
reise fra Lithaku) og »aabne Himmelens Bryster.« Manden lod
længe vente·paa sig, og det Rygte begyndte allerede at udbrede sig,
at Gesandterne, der uden ham itke turde vende tilbage, maatte være
myrdede. Da opstod der pludselig i Byen en støiende Larmen og
et·vældigt Opløb; Regnmageren havde nemlig skikket et Sendebud,
der anmeldte hans nærforestaaende Komme, og derhos ogsaa over-
. bragte den mægtige Mands Befaling om, at Enhver stulde vaste sine
Fodder. Nu sprang da Alle, Høie og Lave, Gamle og Unge, hen
til Floden forat vise denne Befaling Lydighed; selv Moffats Tjene-
stepige rendte afsted sammen med de Øvrige Den med Hensyn til
«Veiret kvndige Regnmager havde med snild Betænlsornhed valgt dette
Øieblik for sin Ankomst. En Vind fra Havet var stedse bleven stær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
