Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Præsten Johan Jacob Fabricius’s Levnet - Om hans Prædikeners Indhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
l
I — 9 —
· ikke Om hans Prædikeners Indhold.
Fabrieius antog sig sit Embede: at forkynde Evangeliet og For-
bedringen, saavelsom ogsaa sin Menigheds Opbyggelse med et faa-
dant»Alvor, som ei lod det dorske Kjød nogen Ro enten hos ham
selv eller hos Andre, men uophørlig og af alle Kræfter drev han
stærkt paa Aarvaagenheden og Bønnen og Kampen for Guds Rige.
Hans Prædikener vare ikke fulde af høitstuderte Ord, men lærte Guds
Vei eenfoldigt og reent, uden at spørge efter Menneskenes Ros eller
Daddel. Til disse Prædikener pleiede han først at forberede sig ved
stille Forsken og Eftertænken over Skriftens Tert og ved Læsning i
en god, aandrig Bog, som Taulers og Arnds Skrifter. Derpaa
knælede han ned til Bøn og bad Gud med inderlig Tillid om-, at
han dog selv ville lægge ham i Munden de paa hans Menighed ret
indtrængende Ord, og at han maatte lære ham," hvad han skulde tale.
Hovedindholdet eller Themaet i disse Taler, Texten eller den ydre
Gehalt maatte nu være hvilkensomhelst, blev da stedse og altid dette
Ene: »at vi ved Guds Ord og Lov maae erkjende os som Syndere
og som nduelige til det Gode, men i Christo alene maae vi søge
Tilgivelse og Nenselse for Synd og Last. Dernæst·maae vi i
Christi Aand og Naade med sandt Alvor tragte efter-Helliggjorelsen,.
paadet at vi paa Jesu Christi Dag maae findes ganske og aldeles
ustraffelige paa Aand og Sjel og Legeme. Det Guds Menneske,
som den Hellige Skrift kalder den sande Christen (1 Tim. 6, 11),
maa ved Aanden være og blive et isandhed ganske andet, nyt Men-
neske; istedetfor, at han forhen i al sin Gjerning søgte sin egen For-
deel, maatte han ved Guds Naade lære: ganske for ingen Ting,
uden nogen Egennytte at tjene Gud og Næsten, maatte annamme
og maatte udvise anden Tænkemaade, andre Tanker, andre Ord og
Gjerninger, end han forhen havde havt, maatte forsage Alt, hvad
han har, det er: ikke sætte den allermindste Tillid eller Fortrostning,
det allermindste Haab til noget Jordisk. En Christen maa, om han ellers
vil være en rigtig Discipel, lære at elske sin Herre i hans arme, ringe
Skikkelse og under Korset, som han selv, den trofaste Herre, har
taget paa sig, da han endnu var paa Jorden, og endnu paatager
sig i sine LemmersgNatur og Skikkelse, som leve her paa Jorden.
Den sande Christen skal derfor under sit daglige Kors og de Lidelser,
der møde ham, være glad og frimodigz thi disse ere ham et Tegn-
paa hans Herres Nærhed, som er hos ham alle Dage, og som selv
hjælper ham i at bære det kjære Kors, som han bragte med sig, —-
tre-Ti
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
