Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Præsten Johan Jacob Fabricius’s Levnet - Om hans specielle Sjelepleies Udførelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I — 15 —
Pastor og for Ons Ord. En mægtig Fyrste, hvem vor. Fabrieius—
ved en vis L rlighed foreholdt Guds Rette og Love, ytrede i denne-
Anledning ganske omfindtlig: han skulde vide og betænke,, at han var
en Fyrste. Dertil svarede Præsten: »H·an vidste det vel, -— og han
vidste ogsaa, at Fyrsterne af Gud havde modtaget en stor Magt og
vare Herrer, saavidt Gud tillod dem dem det, over Menneskenes Le-
geme og Liv; dog skulde ogsaa han paat stn Side betænke og vide,
at han var en Christen, og paa hiin Dag maatte aflægge Regnskab
derfor-A Den frygtlose Alvor, hvormed disse Ord bleve udtalte, ry-
stede Fyrsten saa stærkt, at han dybt bevæget bad Fabrieius, at zhan
skulde bede for ham, og da denne var gaaen bort, ytrede Fyrsten for
nogle af sine Hoffolk: ,,Ak, gid jeg dog var en saadan Mand, som
Fabrieius er«. Ogsaa en vis anden Fyrste, hvem »den lille Pastor«
nogle Gange havde sagt Sandheden, nærede en saadan Frygt for
ham, at han, naar han vidste, Fabrieius ventede paa ham ved den
ene Don gik ud as en anden. ,
Men det var ikke ene og alene Frygt, som en saadan Sjelesor-
gers oprigtigt meente Asstrafselser opvakte, men hos nogle dybt Af-
vegne opvakte de ogsaa en hjertelig Erkjendelse og Bekjendelse af
deres Synd, inderlig Bedrovelse og Anger derover. Saadanne sig
omvendende Syndere imodekom Fabrieius med Trøst, Advarsel og
Formaning, eftersom det forekom ham gavnligst for deres Sjelstilstand.
Dog feilede det heller ikke, desværre ofte nok, paa saadanne
Tilfælde, i hvilke den dyrebare Mands kjærlighedsfulde Formaninger
bleve besvarede med Skjældsord og Grovheder. Dette taalte Fabri-
eins, sont for sin Herres Skyld, taalmodig og glad. Undertiden,
naar han foreholdt de frække Lognere en eller anden Forbrydelse, som
de med mere end Sandsynlighed havde begaaet, truede disse ham med
en Proees og fordrede Beviis for, hvad han havde beskyldt dem for.
Men han lod sig heller ikke herved afskrække, men underrettede blot
Øvrigheden om, hvad han havde gjort, og tilføiede hertil, at dette
ikke var gjort forat udskjælde eller vanære Manden, men af Embeds-
pligt, af Samvittighedsdrift, sorat søge hans Forbedring og Salig-
j hed. Ogsaa havde han i Hemmelighed foreholdt Manden hans Last,
ikke i Andres Nærværelse, og han var ikke forpligtet —til at præstere—
Beviis derfor eller at aabenbare, fra hvem han havde Anklagen
J senere Tid, da, som vi siden ville faae at see, ,,aandlose,
saakaldte Aandelige« havde gjort Fabrieius mislænkt for hans Lære,.
som om han ei var nogen god Lutheraner, og de herved havde svækker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
