Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 9. Feidehandsken - 10. Nu har jeg fundet det sig grunder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—33—
En Last gaves der, med hvilken Gilpin havde at kjæmpe i kne-
get lang Tid blandt disse raa Folk: det var deres Lyst til Slags-
maal og til Roverier. Ikke havde de, Mand mod Mand, indbyrdes
Tvekampe, lig deres angelsachsiske Forfædre; men hele Flokke af dem
rykkede bevæbnede frem imod andre Flokke, ja endog i Kirken, saa
at Præsten undertiden maatte forlade Prædikestolen og skille dechem-
pende fra hverandre. Engang, paa en Sondagsmorgen, fandt han
en Handske ophængt i den Kirke, hvor han skulde prædike, og paa
hans Spørgsmaal svarede Saeristanen: dette betyder, at den, der har
ophængt Handsken, opfordrer Enhver til Tvekamp, som vover at tage
den ned. Gilpinus befalede Saeristanen at tage den ned og at le-
vere ham den, og da denne af Frygt vaegrede sig herfor, gjorde han
det selv, tog Handsken ned og stak den til sig. Under den meget-ind-
» trængende Prædiken havde Gilpin vist, at den Christnes Hovedpligt,
det Hovedkjendetegn, hvorpaa man kjendte ham, var Kjærlighed til
Gud og Næsten, og mod Prædikenens Slutning drog han paa en-
gang den gjemte Handske frem og sagde: jeg horer, at En af Eder
har ophængt denne Handste der som et Udfordringstegn til Kamp. .
Jeg hat taget Handsken ned, men udfordrer paa min Side min Mod-
stander til at sige mig, hvorledes hans Forhold kan stemme overens
med den Ehristentro, hvortil han bekjender sig? — Til disse Ord
soiede han endnu nogle indtrcengende Formaninger, som sikrere og
dybere end Knive og Sværd har rammet Hjerterne baade paa dem,
som udfordrede til Tvekamp, og dem, som bleve udfordrede.
10. Nu har jeg fundet det sig grundet
Mit Salighedens Anker paa, s
Den Grund er Jesu Død og Vnnder
Hvor den for Verdens Grundvold laa,
Den Grund euinsdelig bestaae
Om Jord og Himmel end forgaae.
Ved denne skjønne Sang af den salige Johan Andreas Ro-
the (fodt i Lissa ved Gorliz 1688, dod som Præst til Tannendorf
’iOberlausiz 1758. Var en Ben af den salige Zinzendorf) men »
fornemmelig ved dens 61e Vers: ,,Ved denne Grund jeg fast
vil blive« falder mig ind Beretningen om en af de lykkeligste og
mest betydningsfulde Reisende i den nyere Tid, en Pilegrim her i
’Taarednlem nemlig Beretningen om salig Hofacker, forhenveerende
Præst tii Rielingshausen i Würtemberg. Det vai- ham, der under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
