Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 32. Ikke mer herneden - 33. Vaagner op, en Stemme lyder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—101—
ved Broderen foranledigede Dragelse til Sønnen og til at indgaa
igjennem den trange Port og sammen med ham nyde Herrens Nad-
vere, der laa heri en Kraft, som gjorde det muligt for den dybt for-
vildede Andreas atter at gjøre faste og sikre Trin paasin Livsvan-
dring og med fuldt Alvor at løbe paa Herrens Ords—Veie. «Det
var, som om ogsaa denne Drøm skulde bevise den Sandhed, at der
til den jordiske Svagheds og Nods Bolig undertiden kan nærme sig
Stemmer, der ikke mer ere af dodelig, men af himmelsk Natur. Dog
—— vor Andreas Burn blev ei blot staaende ved denne en legemlig
Droms Aandestemme, — thi dette vilde jo ei for lang Tid havehjul-
pet ham — men han aabnede fremfor Alt og med et inderligt, mere
vedholdende Alvor end nogensinde forhen sit Hjerte og sine Orm for en
anden Stemme, som uden Afladelse er rede til at minde os om det,
der tjener til vor evige Redning. Med dyb Bevægelse læste han hver
Dag Aabenbaringens Ord, kjæmpede uafladelig med »Gud iBøn-
nen og modtog snart i sin Sjel hele Fylden af hin salige Fred, der
endnu midt i Tiden forlener Sjelen med Evighedens Kræfter
33. Vaagner ap, en Stemme lyder.
Dennegang fortæller jeg om en Reisende, som ei blot i de øde
Bjergstrækninger i Midten af Ostindien har opsogt og fundet en
lille Hob syriske Christne, men som ogsaa midt i Verdens Ørk har
opsogt og fundet den Herre Christus selv i sit eget Hjerte.
Den salige Buchanan, forhenværende Vieerektor ved Fortet Vil-
liams-Eollegium i Bengalen, har skrevet en særdeles lærerig, opbyg-
gelig og kjærligt-underholdende Bog over Christendommens Tilstand
i Asien. Buchanan sluttede sit lange, velsisgnelsesfulde Pilegrimslob
i sit Fædreneland, Englandk De Omstændigheder, som gik forud for
hans sidste Sygdom og hans salige Fuldendelse, har altid været mig
til megen Opbyggelse. Buchanan var med i en af sine Venners —
en gudfrygtig Lords— Ligbegjængelse. Ligesom betagen af en dyb
Bevægelse stottede han da sin Pande til Kirkegaardsmuren. En af
de Ledsagende, som saa dette, spurgte ham, «om han maaske havde
ondt? Men Buchanan svarede: ,,Jeg har det godt, meget godt.
Thi endnu aldrig, min Ven, har jeg saa inderlig dybt som nu følt
Herrens Nærhed, endnu aldrig saaledes fornummet den tilkommende
Verdens Kræfter og Forsmagen paa en evig, salig Herlighed, som
intet Øie har seet, intet Ore har hort og ikke er opkommet i noget
Menneskes Hjerte.« — Dette var. Buchanans sidste Vandring derude.
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
