Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 35. Alene Gud i Himmerig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—·——106——
Nadvere. J den stille Nat fore de i deres smaa Baade hen igjen- - I
nem Fjeldskarene paa denne assidesliggende Del af Sokyften eller
klatrede ovenfra ned igjennem Fjeldskraaningens Tamariskbuske, ind-
til de naaede hen til Stedet for Brødrenes kjærlige Sammenkomst.
Naar da, paa Herrens Dag, Morgenens Straaler brød frem over
Havet, ·das tonede den skjønne Lovsang for den treenige Gud, som
vi· endnu efter dens Hovedindhold synge i vor »Alene Gud i Him-
merig Skal Lov og Pris tilhøre,« tonede i disse Ørkenen-B arme
Christenkirker, som vel ikke vare smykkede med Kusnstens, men ved Guds
Gaver. Thi atdn kan vide det, min kjære Læser, denne skjønne Sang,
som vi desværre saa mangen Gang i Kirken ei synge med den rette
Andagt, naar vi ganske bekvemt uden nogen Spot eller Livsfare har begi-
vet os derhen, denne ovenneevnte skjønne Sang er egentlig endnu
den samme, som de første Aarhundreders Christne sang hver Søn-
dags Morgen, naar det lykkedes dem, ribemeerkede af deres blodtor-
stige Forfølgere og Fiender, at finde en hemmelig lille Plads for de-
res skjønne Gudstjeneste. Allerede en gammel romersk Skribent,
Plinius den Yngre omtaler i sin Beretning til Keiser Trajan, fra
Aaret 110 efter Christus, denne Lovsang, som de Troende i Lillea-
sien hver Søndags Morgen frembragte for szGud og den, han ud-
sendte. En tydsk Efterligning af denne Sang har den gamle bruns-
vigske Digter-Deeius digtet i Aaret 1529.
Ja hos os er det nu rigtignok anderledes Vi kunne Søndags
Morgen og vel ogsaa flere Gange i Ugen, naar vi følge det Naa-
dens Kald, der toner i Forening med Klokkerne, gaa ind ivore vakte,
bekvemine Kirker og der sammen med Menigheden lovsynge Herrens
Navn. Men dengang, da den hellige-, salige Photinus døde Vidne-
døden, kostede det mangengang Blod og»Liv, dersom man —om det
end kun var en Gang«vilde istemme med Menigheden: »Alene Gud
i Himmerig Skal Lov og Pris tilhøre«, eller »O Jesu, Guds en-
baarne Søn, Som hos Gud Fader troner.«
Jeg takker Gud for denne Vederkveegelse. Jeg har med egne
Øine seet dette Sted eller dog ialfald denne Egn, hvor den gamle,
mer end nittiaarige Herrens Tjener og Vidne, Photinus, led Mar-
tyrdoden, fordi han for Verden bekjendte Jesus som sin Herre og
sin Gud. Denne Egn ligger iNaerheden af den skjønne, store Stad
Lvon, paa en Høide, ved hvis Fod begge de anselige Strømme,
Rhone og Saone, blande deres Vande sammen. Paa denne Høide,
med Udsigt til de mægtige, af evig Sne bedækkede Alpetoppe i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
