Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 35. Alene Gud i Himmerig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—110——
1blandtMængden, atdenne var Christus selv. Og isandhed, i Photinus
var det ikke mere hans eget Jeg, der levede, men Christus levede i
ham. Og da nu Dommeren spurgte Folket, hvem der var de Christ-
nes Gud, svarede den Gamle: »Naar du vil gjøre dig værdig
dertil, skal du faa det at vide.« Derpaa hævede Folkets Raseri sig
som en lydelig Storm. De, der stode nærmere, sloge, stødte og
traadte, —— de fjernere Staaende kastede paa Photinns, indtil den
salige Olding, lig en Dod henbares til Fængslet, hvor han kort efter
opgav Aanden i sin Herres Hænder
Paa denne Tid beviste Herren, der ikke vil nogen Synders
Død, men at han skal omvende sig og leve, paa en nventet Maade
sin store Forbarmelse ogsaa mod dem, der forhen som Frafaldne havde
fornægtet hans Navn. Disse bleve, hvilket aldrig forhen var ind-
truffet, atter paanyt opsogte af deres Fiender og nu kastede i Fæng-
slerne, ikke fordi de havde været Christne,-men fordi de skulde have
sovet Blodfkam med disse og Bornemord. Her var deres Kvaler i
Forstningen langt større end de Andre-s. Thi disse, der vare blevne
tro i deres Bekjendelse, viste sig midt i·Fængslets Mndder og under
Kvalerne, formedelst Christi Kjærlighed og den Helligaands Naade,
trostige og uforsagt.e, fordi de vidste, at Livsens Krone nu ventede
dem; naar de bleve sorte til Dødens Pinsler, bare de deres Lænker
med saa glade Miner, som om de vare kostbare Smykker, og i deres
Ansigter viste sig noget Guddommeligt. Derimod var Synet af dem,
der havde fornægtet, men som man dog atter havde kastet i«Lænker,.
selv for Hedningerne modbydeligt og afskyeligt. Thi disse arme Men-
neskers Ansigtet vare formedelst Frygt og indre Angst ganske fordrei-
’ede, de gik frem ved Siden af Bekjenderne, lig feige Flygtninge ved
Siden af Slagmarkens Helte. Men for Ham, den trofaste og naa-
dige Gud, vare selv disse Arme ikke for arme, og dem, som alle
Mennesker havde forkastet, vilde Han dog ikke forkaste. Thi se, da —-
ianledning af de offentlige Lege og Folkefester —mange Tusinder af
Tilskuere vare forsamlede i Leiren, gave de hedenske Dommere atter
et Skuespil, hvorom de ei«vidste, at det tillige var et Skuespil, som
Englene lystede at se. De llode Bekjendelsesheltene i Marturus, til-
ligemed Sanetus, Blandan og Attalus paany bringe ud af Fængslerne
og for Folkets Øine pine paa det Grusomstez tilsidst bandt man
Blandan til en Pæl og strakte hende ud i Form af et Kors og satte
de andre med deres af Piner og Slag sonderflængede Legeme paa
- Jernstole, der var gloende hede. Men hine Mænd forbleve, trods
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
