Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 37. Et er nødigt, dette Ene - 38. Du er et Menneste, det ved du vel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—117——
crevne. »Ei,« sagde Barnet, »Gud ser jo ei paa Skoene, men, som
Hr. Kilpin siger, paa Hjertet; lad mig dog faa Lov til at gaa, kjære
Moder.!« Og hastig kom Barnet, som om det gjaldt at redde Sjelen, heni
Forsamlingen med sine sonderrevne Sko. — Et andet stakkels Barn
laa syg i Mesiingerne og lader Præsten sige, at det ei kan komme
til Morgenbonnen. ,,Ak«, siger Barnet grædende, »Klokken ringer,
—.og jeg kan ikke gaa«. Den venlige Kilpin lader det vide, ·at shan
vilde besoge det. Men da han var af den Formening, at Meslin-
gerne netop vare i deres Udbrud, opsætter han sit Besøg til Mor-
genen efter. Den anden Dag, just da han staar sop fra Bordet
og vil gaa hen til det sygt Barn, moder han Barnet, siddende paa
Moderens Arme, indhyllet i en Kappe. J sin inderlige Længsel efter
at bede med Præsten havde den Lille ei ladet sin Moder nogen Ro,
førend den ellers saa raa Kone tager ham paa sine Arme og bæ-
rer-ham hen i Kilpins Hus. Denne bliver rort af Barnets Læng-»
sel, knæler ned med det, og ogsaa den dyrisk forvildede Moder syn-
ker paa Knæ. Kilpin beder med sin sædvanlige Kraft. Og Glæ-
den i Bonnen virker ogsaa i legemlig Henseende saa heldbringende
paa det stakkels Barn, at det allerede Dagen efter er istand til at
komme i Forsamlingerne og snart bliver det ganske friskt igjen. J
Sandhed, af disse Borns Exempler lærer man, hvad det Sprog vil
sige: »Jl og red din Sjel.«
Forfatteren af den herligeziSang ianledning af hvilken vi har
berettet disse Smaafortaellinger, var den salige Johan Heinrich Schro-
ter, fodt i det Calenbergske og 1696 Præst i det Magdeburgske.
38. Du cr et Menneske, det ved du vel.
En beromt Læge cMareus Herz) blev kaldet til et ungt Men-
neskes Sygeseng, som havde en ganske overordentlig Frygt for Do-
den. -Sygdotnmen var rigtignok svær, ja endog betænkelig men dog
ophævede den ikke Haabet om Helbredelse. Men den dodsrædde Yng-
lings Frygt og Angest vare saa forfærdelig store, at de hverken Dag
eller Nat lode ham et Øiebliks Ro, -og hvis dette skulde have ved-
blevet, havde sikkerligen i kort Tid alle den lidende Naturs Kræfter
ganske maattet fortæres og forsvinde —den Syge maatte uden al
Tvivl have doet. Da griber szLægen til en besynderlig Udvei.
—Han forkynder den Syge, som han hidtil forgjæves har søgt at troste,
at hans Dod er uundgaaelig, og siger til ham: ,,Du maa do.« J
Begyndelsen bevirkede dette en meget voldsom Rystelse, men snart
. 30 -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
