Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reiseforteællinger - Ottende Fortælling - Niende Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
——29—.—
derne med saa kraftige Hug af deres Vaaben, at den Ene synker
til Jorden, men begge de andre trætte sig stærkt saarede tilbage.
De unge chetttpere tilstænge ·-nu«-· Doren saa godt, som dette
lkunde lade sig gjore, og de oppebie nu Morgenen under bestandig
Frygt for et nyt Angreb. Men Natten svinder hen uden flere Ræd-
sler. Ved Daggry begive sig derpaa vore Neisende, tætsluttede til
hinanden og med deres Vaaben i den hoire Haand, videre paa
Veien, og Frygten bevinger iden Grad deres Skridt, at de al-
lerede for Kl. 10 befinder sig i den nærmeste Landsby, hvor de
antnælde det Passerede for Øvrigheden. ,,Bed saadanne Anled-
ninger lærer man at bede,« foiede min gamle Graudonkel til denne
sin Fortælling
Nicttde Fortælling
Barndommen er allerede ett Begyndelse af den store Reise, som
vi gjennem Sodt og Surt have at gsore til vort Hjem heroventil,
om endog vort eget Øie ligesaalidt som det fremmede Menneskeoie
lægger Mærke til nogen videre Fremgang. Men det komttter heller
ikke saa meget an paa, at dette bliver udvortes bekjendt. Thi netop
’ ved dens raskeste Flugt, som mest falder i Øinene, gaar det somoftrst
’stor Sjel paa samme Maade som Strudvsuglen, der, naar den ja-
ges, vel begiver sig afsted i en mægtig Fart og med sine lange Ben
springer saa hurtigt, at man kunde tro, den i kort Tid vilde gjen-.
ztemfare hele den vide Ørken, men naar den kuapt er loben afsted
saaledes nogle faa Skridt henover Fjeldveien, begynder den lidt efter
lidt at vende sig om til venstre Side, og efter ikke meget lang Tid
er den atter igjen der, hvorfra dett lob ud; thi det dumme Dyr har
den Uvane: ved saadanne Leiligheder altid at lobe i en Kreds Naar
derfor dens Fjende, den slue Arsaber, der efterstræber Strudsen paa
Grund afdens skjonne, hvide chekre saavelsom ogsaa for Blo-
dets og Fedtets Skyld, har opjaget den store Fugl og forfulgt den
et lille Stykke Vei tilhest, og han nu ser, at. Strudsen i Tillid til
sine raske Ben og roende afsted med sine korte Vinger, holder sit
Hoved hoit op i Høiden og farer afsted med Stormvindens Hastig-
hed, gjor han sig ingen videre Anstrengelse for at indbertte Fuglen,
men skjuler sig, f. Er. bagenfor en Klippe, ganske i Nærheden af
den Vei, paa hvilken Strudsen just netop er lobet forbi. Han kan
med Sikkerhed stole paa at jo storre Hast, zjo mere larmende og iøine-
« faldende Fuglens Ldb var, desto for kommer den atter til detsPuuskt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
