Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Samfundets støtter. Skuespil i fire akter - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
KONSUL BERNICK.
Så? Hvorledes det?
JOHAN TØNNESEN.
Jo, ser du, Lona er jo ikke ung længer, og i
den sidste tid begyndte længselen efter hjemmet at
mane og drage hende; men hun vilde aldrig vedgå
det; (smiler.) hvor turde hun vove at lade mig
letsindige krop alene tilbage, mig, som alt i
nittenårsalderen havde givet mig af med -
KONSUL BERNICK.
Og så?
JOHAN TØNNESEN.
Ja, Karsten, nu kommer jeg med et skriftemål
som jeg skammer mig over.
KONSUL BEBNICK.
Du har da ikke betroet hende sammenhængen?
JOHAN TØNNESEN.
Jo, Det var urigtigt af mig; men jeg kunde
ikke andet. Du gør dig ingen forestilling om, hvad
Lona har været for mig. Du har aldrig kunnet
udstå hende; men for mig har hun været som en
moder. I de første år, da vi havde det så trangt
derover, - hvorledes arbejded hun ikke? Og da jeg
så lå syg en lang tid, og ingenting kunde fortjene,
og ikke kunde forhindre det, så gav hun sig til at
synge viser i kaffehusene, - holde foredrag, som folk
gjorde løjer med; og så skrev hun en bog, som hun
siden både lo og græd over, - altsammen for at
holde livet i mig. Kunde jeg så se på, at hun i
vinter gik der og tærtes hen, hun, som havde slidt
og slæbt for mig? Nej, det kunde jeg ikke, Karsten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
