Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
I)en norske Historie
det blev ogsaa her den store Fordringssætning. Man ravede om
i styltegaaende Talemaader om den nordiske Mythologis Dybde
og Høide, og de Digte eller Fortællinger, i hvilke denne var
bevaret, førtes op til Stammens fjerneste Urtid, betragtedes som
Rester fra en paradisisk Tid, da Stammens Aandsliv endnu havde
havt den primitive Naturs Renhed og Høide. Det var det ældste
i hele den saakaldte oldnordiske Literatur, og det var tillige det
bedste. Enhver Tanke om Udvikling og Vækst blev holdt borte.
Man kaldte den gamle Poesi eller den Kultur, der giver sig
til-kjende gjennem den, «en Skat», en «Arv», en «hellig Arv», og disse
billedlige Udtryk gik i Tidens Betragtningsmaade over til et Slags
Virkelighed; det hedte, at vore Forfædre havde ført den (Skatten)
med sig fra det fjerne Østen; den var flyttet fra Danmark til
Sverige, derfra til Norge og saa til Island, og, som det pleier at
gaa med Liggendefæ, naar det saaledes gaar fra Haand til Haand;
det var bleven slidt og skjæmt, det ene Stykke var kommet bort
efter det andet. Paa lignende Maade som Kulturen forestillede
man sig ogsaa Sproget som noget engang for alle færdigt og
opgjort, et energon, ikke en energeia1. Eddakvadenes Sprog var i
den historiske Tid Islands og tillige Norges Skrift- og Talesprog,
medens de ældste danske og svenske Sprogmindesmerker er
affattede i derfra bestemt afvigende Dialekter. Men Gude- og
Heltekvadenes Sprog — mente man — maatte engang ogsaa have
været Danmarks og Sveriges; det var det gamle, det oprindelige,
som derfor med Rette benævntes «oldnordisk», og som kun
bevarede noget længere sin oprindelige Renhed paa Island og i
Norge, fordi disse Lande laa mere afsides og ikke var saa
udsatte for fremmed Paavirkning som Danmark og Sverige. Enhver
Paavirkning udenfra skulde nemlig gjælde som nødvendigvis
forstyrrende, enhver Forandring som en Forvanskning.
Man ser let, at denne Betragtningsmaade kun i en meget
indskrænket Forstand tilsteder en Vindicering af Edda- og
Sagaliteraturen for den norske Folkestamme, og at man fra det
Standpunkt, som er givet med den, let kan komme til at inkorporere
eller opløse hele Norges ældre Historie til Fordel for et nordisk
Fællesskab. Endel af Literaturen ansaaes for at tilhøre en Tid,
der laa forud, ikke blot for Islands Opdagelse, men for
Tilværelsen af en særskilt norsk Nationalitet. Og forsaavidt dens
Frembringelser efter sit Indhold bestemt knytter sig til Island
eller til Norge, gjaldt det ialfald som klart, at de havde et ringere
Værd, en underordnet Betydning. I Overensstemmelse med den
falske Forudsætning, at det mest oprindelige tillige maa være det
1 Jvfr. det af N. M. Petersen i Ann. f. S ord. Oldk. 1SU—45, S. 65 citerede
Udsagn af W. v. Humboldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
