Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fællesarisk og fællesgerniaiiisk Kultur
21
aandigt Indhold deri, som savnes i Veda-Billedet; det er blevet
et Symbol paa Verdensaltet, den store Sammenhæng, der
forbinder alting i Skabningen.1 — De græske Myther om Prometheus,
om Zeus og Persephone, Ganymed o. s. v., den norrøne M3’the om
Gunnlød, Suttung og Odins Bov af Digterdrikken, er ligeledes i
sine Grunddrag blevne gjenkjendte i Vedadigtene. Det er
Forestillingen om den himmelske Ild, Lynet, som frembragt paa en
Maade, der stemmer overens med den, hvorpaa den jordiske Ild
frembragtes, nemlig ved hurtig borende Omdrejning af en Stok
eller Kjep i en i en anden Stok anbragt Fordybning, —
Forestillingen om Lynet som en Kile, der ovenfra sprænger Skyen og
bringer den til at udsende den frugtbargjørende Begn, der i disse
Digte ganske utilsløret fremstiller sig som Mythernes oprindelige
Indhold.2 Dette Indhold er blevet mere og mere sublimeret og
udvidet hos de enkelte Stammer, hvori det ariske Urfolk delte
sig, ved en fremadskridende Udvikling, der er stadig knyttet nye
aandige Forestillinger til det oprindelige Naturbillede, saa at dette
tilsidst næsten blev ukjendeligt, navnlig hos Grækerne, hvis
aandige Liv var det mangfoldigst og rigest bevægede.
Granskningen har saaledes — ved at gaa ud fra sanskrit som
det Ursproget nærmest staaende blandt de indbyrdes beslægtede
vestasiatiske og europæiske Sprog, og ved at gaa ud fra
Vedaernes mythiske Digte som de, der staar den ariske Urmvthologi
nærmest, — lader os skimte, bag de herskende europæiske
Folkeslags Historie, et fælles Udgangspunkt, der ikke ligger over, men
dybt under det, hvorpaa vi senere finder dem.
Disse Folkeslag har engang udgjort en Enhed og havt det
samme Hjem. Man har troet at kunne paavise dette Hjem i et
af Vestasiens mest høitliggende Fjeldlandskaber, det nu saakaldte
Balkh, de Gamles Baktrien, omkring Elvene Oxus’s og Jaxartes’s
Kilder.3 Her er frugtbare Dale med friske Kilder fra Snefjeldene
og et tempereret Klima, som hverken nedtrykker Sindet ved sin
Kulde eller enerverer ved sin Hede, saa at man nok kan tænke
sig, at i disse Omgivelser en fysisk og moralsk dygtig Bace kunde
udvikle sig, der blev istand til at underlægge sig de omboende
Stammer. Herfra skulde da Iranernes (Zendfolkets), Hinduernes
(Sanskritfolkets), Slavonernes, Germanernes, Kelternes, Italernes
og Grækernes fælles Forfædre have udbredt sig mod Sydøst over
Hindustan, mod Sydvest over det nuværende Persien, endelig mod
Vest og Nordvest over de øst- og mellemeuropæiske Slettelande
og over Landene langs Middelhavets Nordkyst. Adskillelsen i
1 Kuhn, Die Herabkunft des Feuers und des Göttertranks.
2 Kuhn, 1. c., pag. 124 ff.
3 Se navnlig Pietet, 1. c., I. 37- 40.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
