Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
I)en norske Historie
Sted er efterhaanden bleven en indre Adskillelse, eftersom de
enkelte Afdelinger fjernedes længere fra hverandre og bragtes
under afvigende Livsvilkaar eller i Berøring med forskjellige
Folkefærd. De fælles Spirer til en fremtidig Kultur er hos de
Afdelinger, hvem Skjæbnen førte til rige og frugtbare Lande, hvor
de tidlig fandt et fast Hjem og kom i Forbindelse med andre
Kulturfolk, blevne hurtigere udviklede end hos dem, hvis
Vandring blev en længere og besværligere. Grækerne og Italerne
havde gjennem Aarhundreder levet et rigt bevæget historisk Liv;
deres Kultur havde blomstret og afblomstret, medens deres
germaniske Stamfrænder endnu vankede navnløse om paa
Mellemeuropas med Myrer og Skog opfyldte Vidder. Først ved at komme
i Berøring med den antike Verdens Folk føres ogsaa disse ind i
Historiens Dag; de ældste Efterretninger om den Race, hvortil
vort Folk hører, er bevarede hos græske og romerske Forfattere.
Man tør anse det for sandsynligt, at Hovedmassen af de
Skarer, der under Navn af Kimbrer og Teutoner brød ind over
Romerrigets Grænser et hundrede Aar før vor Tidsregnings Regyndelse,
har været Germaner; men i en varig Berøring med den antike
Civilisations Kreds kom denne Race dog først et halvt
Aarhundrede senere, efter Cæsars Erobring af Gallien, da Rhinen og
Donau, som var Grænserne for Germanernes Udbredelse mod
Vest og Syd, tillige blev den romerske Stats Grænser mod Nord.
De to Folk, hvis Fædre engang havde boet sammen og talt det
samme Sprog, stod nu ligeoverfor hinanden som fuldkommen
fremmede, ja næsten som hinandens Modsætninger. Romeren
har ikke kunnet forestille sig, at han og hans Folk skulde være
udrundne af det samme Blod som de halvnøgne Skogmænd, hvis
rødlige Haar, blaa, vildtfunklende Øine og svære Lemmer1 vakte
hans Forundring og Skræk. Han kaldte dem Barbarer. Men disse
Barbarer satte sig efterhaanden i Respekt. Roms største
Historieskriver, Tacitus, fandt dem værdige et dybere Studium og gav en
Skildring af dem, hvis skarpe Træk og slaaende Fynd alle Tider
har beundret. Og mod dem brød det mægtige Verdensriges
Kræfter sig forgjæves i en lang Række af Kampe. Det lykkedes
ikke at undertvinge dem, og efter Midten af det første
Aarhundrede afsvor Tidsregning indskrænkede Romerne sig til
Defensiven. Grænserne langs Rhinen og Donau blev befæstede ved en
Række Kasteller med Volde og Grave; men denne Dæmning
sprængtes henimod Slutningen af det 4de Aarhundrede af det
nordfra fremtrængende Folkehav: Østgoterne, Vestgoterne,
Frankerne, Burgunderne, Longobarderne og andre germaniske Stam-
1 «Truces et cærulei oculi, rutilæ comæ, magni« corpora». Tacitus, Germania,
Kap. 4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
