Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
I)en norske Historie
kun med en Kappe løst heftet over Skuldrene eller iført
Dyrehuder; de boede i Hytter, løst sammenføjede af Træstammer,
Sneller Fletverk, som man i en Fart kunde rive ned og bygge op
igjen, — et Slags Overgangsform mellem Nomadens Telte og
Agerbrugerens solide Vaaningshuse.1
Og med det Indtryk vi herigjennem faar af deres Standpunkt
i Hensyn paa materiel Kultur, stemmer ogsaa det lidet, Cæsar og
Tacitus ved at berette om deres Standpunkt i Hensyn paa
religiøse og mythiske Forestillinger. Cæsar siger om dem: «Deorum
numero eos solos ducunt, qvos cernunt et qvorum opibus aperte
juvantur, Solem et Vulcanum et Lunam; reliqvos ne fama qvidem
acceperunt.»2 Ifølge denne Efterretning, som man neppe
ubetinget tør forkaste, skulde de altsaa endnu ikke være komne
udover den blotte Naturdyrkelse, saadan som den endnu overalt
gjenfindes hos endnu lidet udviklede Folkeslag, og saadan som
vi, efter den nyeste Gransknings Resultater, maa antage, at den
har fundet Sted hos det ariske Urfolk. Tacitus derimod tillægger
Germanerne virkelige Guder, som han endog identificerer med
de romerske; han siger, at de fremfor alt dyrker Merkurius, hvem
de paa visse Dage bringer Menneskeofre, dernæst Herkules og
Mars. Man har i disse Navne gjenkjendt Guder, som paavislig
dyrkedes af de germaniske Stammer i en langt senere historisk
Tid: Wodan eller Odin i Merkurius, Ziu eller Tyr i Mars, maaske
Donar eller Thor i Herkules.3 Naar Tacitus imidlertid tilføier,
at de ikke har Templer og ikke Billeder af sine Guder, men at
de indvier Lunde til dem, som de benævner efter deres Navne, og
naar han paa et andet Sted, med Hensyn til en enkelt tysk
Stamme gjentager det samme: «Nulla simulaera, nullum peregrinæ
superstitionis vestigium,»4 er det klart, at disse Gudeskikkelser
endnu maa have befundet sig paa de tidligste Trin af den
An-thropomorfisation, hvori den mythiske Udvikling bestaar, at
deres Omrids endnu har været taagede-og ubestemte. I samme
Retning peger ogsaa, hvad Tacitus5 fortæller om de 7 germaniske
Stammer, der var fælles om en Helligdom, en hellig Lund (castum
nemus) paa en 0 i Oceanet, hvor de dyrkede «Nerthum, id est
1 Cæsar, B. G. IV. 1; VI. 21. Tac. Germ. Kap. (16) 17. Jvfr. Hehn, 1. e., S. 118-19.
2 B. G. VI. 21. «Som Guder dyrker de kun synlige Magter, hvis Virksomhed
er aabenbar for alle, navnlig Solen, Ilden og Maanen; andre Guder kjender de
ikke engang af Omtale.» — Jfr. Grimm, Deutsche Mvthologie, 1. Ausg., S. 71.
Grimm, Gesch. d. deutsch. Spr., II 766. Gervinus, Gesch. d. deusch. Dichtung’,
5 Aufl., I. 20. Mannhardt, Die Götter der deutschen und nord. Völker, S. 70 fl".
3 Grimm, I). Myth., S. 203.
4 «Der findes hos dem ingen Gudebilleder og intet Spor af fremmed Overtro.»
Germ. Kap. 43.
5 Germ. Kap. 40.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
