Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fællesarisk og fællesgerniaiiisk Kultur
27
terrain matrem».1 Man tør maaske ogsaa anføre den
Omstændighed, at Odin, Germanernes Hovedgud, oversættes med Merkurius,
som et Vidnesbyrd om, at dette Gudebillede — og saameget mere
da de øvrige — endnu paa T’acitus’s Tid kun har været svagt
udviklet; havde Odin da endog blot tilnærmelsesvis været, hvad han
blev inden den norrøne Mythekreds: Gudernes Fader, Verdens
Styrer, Klogskabens, Heltekraftens, Krigens, Digtningens Gud,
skulde han neppe kunne være bleven jevnført med en af de
mindst fremtrædende romerske Guder; en saadan Jevnførelse
tyder paa, at det oprindelige Naturbillede af en Stormens eller
Luftens Guddom, der ligger til Grund for Odinsdyrkelsen, endnu
har staaet i Forgrunden eller ialfald været tydelig
gjennemskin-nende. — Saa faa, ufuldstændige og uklare end de Efterretninger
er, som vi besidder om Germanernes mythisk-religiøse Standpunkt
i den første Tid efter deres historiske Fremtræden, vækker de altsaa
dog, ved at sammenholdes, en bestemt Forestilling om, at dette
Standpunkt ikke har ligget liøit, at den Proces, hvorved de
oprindelige blotte Personifikationer af Naturfænomenerne mere og
mere anthropomorfiseres og Mytherne fyldes med et ethisk
Indhold, paa hvilket deres eiendommelige Præg hos hver Nation eller
Race fornemmelig beror, endnu kun var lidet fremskreden.
Det maatte synes i Strid med Udviklingens naturlige Gang, om
et Folk, der ikke stod høiere i Hensyn paa materiel og aandig
Kultur, skulde have været i Besiddelse af en virkelig Frihed, om
det skulde have udmerket sig ved en personlig
Selvstændigheds-følelse, lig den, som den nyere Tid har lært at kjende, om dets
Samfunds- og Statsliv skulde have oßvist Særegenheder, hvori en
eiendommelig Nationalaand klart og skarpt bestemt kommer
tilsyne. Men dette var heller ikke Tilfældet, idetmindste ikke i den
Grad, som man ofte har været tilbøielig til at forestille sig. —
Naar Montesquieu troede at gjenfinde Grunddragene af Englands
parlamentariske System hos Tacitus’s Germaner, saa var det vel
ikke uden Hjemmel; der er en Sammenhæng, men ikke
synderlig mere end en blot ydre, og i de Ord, han citerer: «De
minori-bus rebus principes consultant, de majoribus omnes; ita tamen,
ut ea qvoqve qvorum penes plebem arbitrium est apud
principes pertraetentur,»2 — er ikke skildret noget for denne Race
saa eiendommeligt, at det kan tjene til det urgermaniske Væsens
Forherligelse. — Tacitus’s Germania er, som bekjendt, et
Tendensskrift. Hans Lovtale over Germanerne er en indirekte Satire over
1 Nerthus svarer til sanskr. nrtü, et af Jordens Navne. Pietet, Les origines
Indo-Européennes, II. 663.
2 «Fyrsterne (ell. Høvdingerne) afgjør mindre vigtige Anliggender, de mere
vigtige afgjøres af Folkeforsamlingen, dog saa at ogsaa disse forinden er
Gjenstand for Høvdingernes Raadslagning.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
