Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fællesarisk og fællesgerniaiiisk Kultur
31
enkeltes Besiddelsesret sig gjældende til den Lod, som var bleven
ham eller hans Familje udvist inden Landsbyens fælles Jorder.1
Ifølge den fra en senere historisk Tid bekjendte
Landsbyforfatning i Tyskland og Danmark var den individuelle Eiendom til
Jorden forsaavidt gjennemført, som hver enkelt Landsbybonde
havde sine særskilte Lodder, der gik i Arv til hans Børn; men
hans Stilling var dog fremdeles snarere en Arvefæsters end en
virkelig Selveiers. Hvad han eiede med den samme ubetingede
Besiddelsesret som den, hvormed den norske Odelsbonde besad
sin Gaard, var kun hans Hus i Landsbyen og det Huset nærmest
omgivende indhegnede Gaardsrum eller Havestykke, der i de
nordiske Lande sædvanligvis benævntes Toft og hos de andre
germaniske Stammer havde andre Navne. Hans Andel i Landsbyens
Sædemarker derimod gik vel i Arv i hans Familje; men han
kunde ikke sælge den eller fraskille noget af den eller paa anden
Maade forføie over den eller dyrke den saaledes, som han selv
fandt for godt; han var med Hensyn til Dyrkningen bunden til
en vis Orden, stod under Kontrol af Landsbyens Raad, var
afhængig af de øvrige til Landsbyen hørende Bønder, fra hvis
Samfund han ikke havde Ret til at skille sig ud.
De ældste Efterretninger om Germanernes agrariske Forhold
— de vi finder hos Cæsar og Tacitus — giver Grund til at
formode, at de paa disse Forfatteres Tid, i Aarhundredet før og i
det første Aarhundrede af vor Tidsregning, ikke engang var
naaede saavidt i Gjennemførelsen af den private eller individuelle
Eiendom til Jord, men at de da endnu stod paa et af de lavere
Overgangsstadier mellem det omflakkende Hyrdeliv, med sin
patriarkalske Absolutisme og fuldkomne Fællesskab mellem Klanens
Medlemmer, og det fastbosiddende Agerbrugerliv, med sin større
Frihed inden de snævrere Samfundskredse og sit videre Rum for
den Enkeltes Ret og Selvstændighed. Cæsar fortæller om
Germanerne i Almindelighed: «Agriculturæ non student; neqve qvisqvam
agri modum certum aut fines håbet proprios; sed magistratus ac
principes in annos singulos gentibus cognationibusqve hominum,
qvi una coierunt, qvantum et qvo loeo visum est, agri attribuunt,
atqve anno post alio transire cogunt.»2 Om en enkelt Afdeling af
de germaniske Stammer, S veverne nemlig, fortæller han videre:
. . . «Sed privati ac separati agri apud eos nihil est, neqve lon-
1 Maine, Village Communities, pag. 81—82.
2 B. B. VI. 22. «De driver ikke synderligt paa Agerbrug; ingen har et
bestemt tildelt Agerland eller egne Grænser; men Øvrighederne og Fyrsterne
udviser hvert Aar de forskjellige Slegter eller samhørende Familjer Land til
Dyrkning, saameget som de finder for godt, og hvor det behager dem, og nøder dem
saa Aaret efter til at flytte andetstedshen.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
