Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fællesarisk og fællesgerniaiiisk Kultur
37
berede de engere; Statsmyndighederne optog i sig de patriarkalske
Slegtshøvdingers Myndighed eller trængte denne tilside. Dette var
et stort Fremskridt, der i høi Grad befordrede Individets
Emancipation, som er et Maal og en Betingelse for al fremadskridende
Udvikling. Despotismen i den videre Kreds kan nemlig aldrig
blive saa trykkende eller nærgaaende som Despotismen i den
snevrere, og Familjen blev dernæst paa denne Maade mere og
mere ført tilbage til sin naturlige Grund, paa hvilken den ogsaa
bedst kan hævde sin moralsk opdragende Betydning for Individet.
Vi ser, at i samme Forhold, som den romerske Ståt hævede sig paa
Slegtsvæsenets Bekostning, antog den romerske Privatlovgivning en
mere og mere liberal Karakter og lagde, ved systematisk at arbeide
paa at udvide Testamentfriheden, give Kvinderne og Sønnerne
en friere Stilling ligeoverfor Husfaderen, bringe Bevægelighed ind
i Eiendomsforholdene o. s. v., Grunden til Fremskridt, som har
spillet en stor Rolle i den moderne Friheds Historie.1 Men denne
Emancipation foregik kun paa et enkelt, snevert begrænset Felt;
iøvrigt vedblev den gamle Autoritetstvang i nye Former: man
kom fra det patriarkalske Despoti over i det republikanske;
Klans-absolutismen afløstes af Statsabsolutismen.
Hos Kelterne var det den første, der forblev den seirende, idet
den dog vistnok efterhaanden modificeredes baade med Hensyn
til Form og Væsen. Det er bekjendt, hvorledes Klansaanden har
været dominerende hos de keltiske Folkeslag, overalt hvor disse
nogenledes bevarede sin Nationalitet, til den nyere Tid, og det er
ikke mindre bekjendt og ofte nok udviklet, hvorledes denne
Klans-aand var en Aarsag til Racens politiske Vanskjæbne, hvorledes
den t. Eks. hos Irerne, ved at medføre en uhelbredelig indre Splittelse
og ved at undergrave et sundt Familjeliv, gjorde Folket til et let Bytte
for fremmede Erobrere, trods mange og store naturlige Egenskaber
og trods en i visse Retninger allerede vidt fremadskreden Kultur.2
Gaar vi nu til Germanerne, da vil vi allerede af Tacitus’s
Skildring kunne uddrage Vink, som tyder paa, at de havde slaaet ind
i en Retning, der hverken faldt sammen med den keltiske eller
med den græco-italiske. Vi gjenkjender i Hoveddragene den
samme Forfatning hos dem som den, der fandtes hos Græker og
Italer ved deres tidligste historiske Fremtræden. Slegts- eller
Klansvæsenet bestod endnu, men indordnet under videre politiske
Associationer. Tacitus omtaler «familiæ et propinqvitates»,
hvorefter deres Slagordener opstilledes, Cæsar nævner «gentes et
cognationes» hos dem; selve Landsbyvæsenet maa, som tidligere
1 .Ivfr. Maine, Ancient Law, Ch. 6—9.
2 Se t. Eks. Aug. Thierry, Hist. de la Conquéte de l’Angleterre pur les formands,
11. Udg., TIT. 177 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
