Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
I)en norske Historie
vis friere Retning. Og at dette vilkelig var Tilfælde, derpaa er
der meget, som tyder. Tacitus fremhæver, som bekjendt, i de
sterkeste Udtryk deres ustyrlige Kampiver og Sans for
Kriger-haandverket; de ansaa det for en Skam «at erhverve ved Sved,
hvad der kunde vindes ved Blod». Hvorvel der ogsaa hos andre
Folk lindes noget tilsvarende til Krigerfølget, saadan som det
skildres af Tacitus, har det dog neppe hos nogen spillet en saa
stor Rolle som hos Germanerne, blandt hvilke det næsten synes
at have været som en Ståt i Staten, sideordnet Stammen eller
det hjemmesiddende Fredssanifund. Germanerne havde ikke
nogen særegen Prestestand; Cæsar udhæver dette udtrykkelig som
en Merkelighed ved dem i Modsætning til Kelterne, med hvem de
iøvrigt viste en saa nær Overensstemmelse.1 Det fremgaar heraf,
at det religiøse Element i Samfundsforfatningen hos dem ikke
har naaet en saadan Udvikling som hos de øvrige Racer af den
ariske Æt; det er bleven trængt tilside ved det sterke krigerske
Opsving. Deres Stamme- og Slegtshøvdinger var paa én Gang
Forstandere for Religionstjenesten og militære Chefer; men den
sidste Egenskab har gjort sig sterkere gjældende end den første.
Derved har den oprindelige patriarkalske Familjeforfatning
antaget en mindre streng eller absolut Karakter, og da
Familjeret-ten var det Mønster, hvorefter Statsretten dannede sig, har paa
Grund heraf heller ikke denne i sit Princip været saa absolut
eller lagt an paa en saa stram Centralisation som Statsretten hos
den antike Verdens Folk. Om man altsaa end ikke kan tillægge
Germanerne i absolut Forstand nogen høi Grad af Frihed og
personlig Selvstændighedsaand paa en Tid, da de ikke kjendte
individuel eller engang fuldkommen fast Eiendom til Jorden, er man
dog berettiget til at tale om deres Frihed i en relativ Forstand:
der fandtes hos dem et Grundlag for friere Samfundsdannelser
end hos nogen af de beslegtede Stammer.
Hin Germanernes sterkt fremtrædende krigerske Aand havde,
som man ser, allerede paa Tacitus’s Tid skabt sig et Udtryk i
deres Religion. Ved Siden af de for alle ariske Racer fælles
Lys- eller Solguder havde hævet sig nye Gudeskikkelser, af en
mere eiendommelig Art, og som bedre stemmede med Krigerlivet.
Æserne var traadte frem ved Siden af VanerneWodan (hvem
Tacitus kalder Mercurius) var bleven Germanernes Hovedgud, og
dermed var Begyndelsen gjort til en fuldkommen ny og selvstændig
Udvikling, en hel Omdannelse af det oprindelig fælles-ariske Mythe-
1 B. G. VI. 21: Germani multum ab hac consuetudine (nemlig Gallernes)
dififerunt; nam neqve druides habent, qvi rebus divinis pra-sint, neqve sacriticiis
student. — Jvfr. Waitz, D. Verf.-Gesch., I. 172.
2 Munnhardt, Die Götterivelt etc., S. 71 ff. Vanes (Vaneis) betyder oprindelig
de Straalende, Lysende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
