Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den saak. a-ldre og yngre Jernalder i de skand, Lande. Vikingperioden 51
Tyskland, men at det germaniske Urfolks Deling i en nordlig og
en sydlig Afdeling, svarende til Skandinaverne og Tyskerne,
allerede fandt Sted, inden nogen af dem havde taget sine senere
historiske Hjemlande i Besiddelse. Denne Slutning er nu vistnok
mere end tvivlsom, og endog om den var fuldt berettiget, vilde
den dog ikke føre til at antage, at der allerede saa tidlig som paa
Tacitus’s Tid skulde være indtraadt nogen væsentlig Sondring
mellem skandinaviske og tyske Germaner. Af den ydre Adskillelse
udsprang en indre, men ikke med én Gang, først lidt efter lidt.
Ejendommelighederne ved de skandinaviske Folk og Sprog i
Modsætning til de tyske er tilblevne under Indflydelsen af de for
de skandinaviske Lande særegne Naturforhold og Livsbetingelser.
Men disse Forhold og Betingelser behøvede en lang Tid for at
deres Virkning kunde blive en iøinefaldende. Med Hensyn til
enkelte af de karakteristiske Særegenheder ved den nordiske
Sproggren er det godtgjort, at de først har udviklet sig eller vundet
almindelig Indgang indenfor den sikre historiske Tid. Og i de
ældste skandinaviske Buneindskrifter er der paavist en
Sprogform, hvori Begjmdelsernetil en særegen nordisk Udvikling kommer
tilsyne, men som paa samme Tid stemme saa nær overens med
Sprogformen i de ældste tyske Sprogmindesmerker {Vulfilas gotiske
Bibeloversættelse), at de af udmerkede Granskere endog har
kunnet forveksles med denne.1 Disse Runeindskrifter antages at
tilhøre det 3die—7de Aarhundrede. Endnu høiere op i Tiden maa
Ligheden have været endnu større; — paa Tacitus’s Tid maa den
antages at have været en næsten fuldkommen Identitet. Og som
det forholder sig med det sproglige, saaledes maa det ogsaa have
forholdt sig med de nationale Afvigelser i Almindelighed.
Skjønt det er tvivlsomt, om Tacitus har nævnt eller kjendt
nogen af de til den nordgermaniske Afdeling hørende Stammer,
kan vi altsaa betragte hans Skildring af Germanernes Religion,
Sæder, Stats- og Samfundsforhold, som om den var skreven ogsaa
om hine. De kunde ikke dengang have staaet paa noget høiere
Kulturstandpunkt end det, hvorpaa deres sydlige Frænder stod;
det vilde være urimeligt at antage, at de skulde have udviklet sig
raskere, bosatte som de var i fattigere Lande, fjernere fra
Civilisationens Midtpunkter. Men de kan heller ikke antages at have
staaet lavere. Med Hensyn paa ydre eller materiel Kultur var,
1 Munch’s Afhandling om Guldhorn-Indskriften (samlede Afhandlinger, I, 401
—406); om Danmarks ethnografiske Forhold (l. c., I. 461—66); om Tunestenen
//. c., IV. 9—18] Jvfr. Bugge’s Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter i
«Tidsskrift for Philologi og Pædagogik», VII. og VIII. Bind; Dr. Wininier’s Afhandl,
om de ældste Runeindskrifter, Aarb. f. Nord. Oldk. 1867, og om den hist.
Sprogforskning og Modersmaalet, Aarb. f. Nord. Oldk. 1868; Bugge, Om
Veblungsnæs-Indskriften, Aarb. f. Nord. Oldk. 1872; To nyfundne norske Runeindskrifter fra den
ældste Jernalder i Ch.ania Vid.-Selsk. Forh. 1872, S. 310-333 o. fl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
