Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den saak. a-ldre og yngre Jernalder i de skand, Lande. Vikingperioden 57
gangsformerne fattes eller hidtil kun har været paavist i en lidet
fyldestgjørende Grad.1
Den yngre Jernalder er, som før bemerket, den Fællesgrund,
hvor Arkæologien og Historien mødes. Det i denne Periode
brugelige Runealfabet er det samme som det, der har været
kjendt* og brugt overalt i de nordiske Lande langt frem i den
sikre historiske Tid; Sproget i Indskrifterne stemmer saa nær
overens med det norsk-islandske Literatursprog, at de uden
Vanskelighed har kunnet fortolkes ved Hjælp af dette; de karakteristiske
skaalformige Spænder, de massive Sverd etc. er gjenfundne
overalt, hvor Vikinger fra Norden i en historisk Tid har udbredt sit
Herredømme eller grundet Nybygder. Den yngre Jernalders Folk
maa altsaa have været den rette nordiske Stamme, den, fra hvem
Vikingtogene udgik, og hos hvem den eiendommelige krigerske
Mythologi, der er bleven bevaret i Eddaernes Digte og
Fortællinger, har udviklet sig. — I Hensyn paa Udbredelse viser der sig
en merkelig Forskjel mellem den ældre og den yngre Jernalder:
den første er fælles for Skandinavien og Mellemeuropa og
strækker sig som en i sine Hoveddrag ensartet arkæologisk Formation
udover England, Frankrige og Tyskland lige ned til Alperne,
medens den sidste er eiendommelig for Norden; den første viser
sig nogenlunde jevnt udbredt over hele Skandinavien, men har
dog maaske sin største Styrke i den sydlige Del, hvorhos ingen
af de i Norge og det egentlige Sverige (Svealand) gjorte Fund
med Sikkerhed kan føres saa langt tilbage i Tiden som enkelte
danske; den anden derimod synes at have sit rette Hjem i Norge
og Svealand, hvor den optræder i talrige Mindesmerker, medens
den er forholdsvis svagere repræsenteret i det sydlige
Skandinavien. Naar man vil have de to Perioder ført tilbage til hver
sin Stamme, ligger der heri et Vink om en forskjellig
Indvan-dringsvei for disse Stammer, som man ikke kan undlade at tage
Hensyn til; den ældre Jernalder har udbredt sig sydfra eller
syd-østfra, derom er der ingen Tvivl; men den yngre maa, forsaavidt
den virkelig er bleven indført ved et nyt Folk, have havt sit
Udgangspunkt længere nordpaa, dette Folk maa allerede forud for
Indvandringen — et eller andet Sted paa de østeuropæiske Sletter
— have skilt sig fra sine Stamfrænder og være bleven unddraget,
ialfald tildels, de Paavirkninger, for hvilke disse blev udsatte, ved
mere afsidesliggende Opholdssteder.
Man er saaledes, ad arkæologisk Vei, ved at antage en
Stamme-ulighed som Forklaringsgrund til Modsætningen mellem den ældre
og yngre Jernalder, kommen til at gjenoptage Keysers og Munchs
1 Hildebrand, l. c. — Rygh, Om den ældre Jernalder i Norge, Aarh. f. Nord.
Oldk. 1869.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
