Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den saak. a-ldre og yngre Jernalder i de skand, Lande.
Vikingperioden 73
og Folkevandringerne og deres Virkning paa de to Stammer, fra
hvilke de udgik, maa nu ogsaa Forskjellen fremhæves.
Ved den Tid, da Nordgermanerne grebes af den samme
krigerske Bevægelse, der havde ført Tyskerne ind over den romerske
Stats Grænser, blev den store Landevei sydover spærret, idet Karl
den Store samlede alle Mellemeuropas germaniske og romerske
Folkeslag til en mægtig kristelig Statsenhed. Den af de tyske
Stammer, der længst bevarede Friheden og Hedenskabet,
Sach-serne, flk i den afgjørende Kamp mod Karl Hjælp fra Landene
nord for Eideren, — Nordmannia, som de frankiske Annalister kaldte
disse Lande med et Fællesnavn. Efter Sachsernes Undertvingelse
begyndte den normanniske Konge Godfred eller Gudrød endog
aabenbar Krig med Karl, trængte frem over Eideren og truede
med at ville gjæste Keiseren selv i hans Borg i Aachen. Men dette
Angreb var kun en forbigaaende Kraftanstrengelse; Kampen antog
snart en anden Karakter; Godfred blev myrdet, og hans
Efterfølger sluttede A. 811 en Fred med Karl, hvorved han erkjendte
Eideren som sit Biges Grænse. Sammenstødet mellem Karl og
Godfred blev dog ikke uden Betydning; det første større Vikingtog
til de mellemeuropæiske Kyster, der fandt Sted A. 810, og
hvorved 200 Skibe fra «Nordmannia» herjede Øerne ved Frisland, har
øiensynlig staaet i Forbindelse dermed. Idet Nordgermanernes
Fremtrængen mod Svd blev stanset, vendte de sig mod Havet, og
ad denne Vei fandt deres overstrømmende krigerske Energi
herefter sit Afløb.1 Men heraf fulgte, at deres «Sturm- und
Drang-periode» i mangt og meget maatte faa en anden Karakter og andre
Følger for den indre Udvikling end dem, Sydgermanernes havde
havt.
De tyske Krigs- og Erobringstog, der foretoges tillands, kunde
af denne Grund ogsaa blive virkelige Folkevandringer. Det var
hele Stammer, der flyttede med Kvinder og Børn, eller ialfald
Folkehære, ikke blotte Krigerfølger. Tilsøs kunde slige
Udflytninger en masse ikke foretages. Ved de nordiske Vikingtog var
var det i Regelen kun enkelte Krigere, der sluttede sig sammen
om en Høvding, faatallige Flokke, der drog ud paa egen Haand,
hver fra sin Fjord og Bygd, medens det hele Folk, den hele Stamme
blev siddende i Fred i sine gamle Boliger, hvorhen de uddragne
Vikinger ofte vendte tilbage, saasnart de syntes at have vundet
tilstrækkeligt Bytte.— Naar vi læser om, hvorlunde ofte i det samme Aar
Frislands, Englands, Irlands, Frankriges Kyster blev herjede,
hvorlunde Vikingflokke foreskrev det frankiske Riges Beherskere Love
1 Jvfr. Lappenberg, Gesch. von England, I. 282. M. Büdinger, Veber die
Normannen und ihre Staatengründungen, Sybel’s Ilist. Zeitschr. IV. Munch, N. F. II., I.
386-87.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
