Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
I)en norske Historie
er Romantik og ikke Historie. I Landnåmabök heder det om
Ølver «Barnakarl», en høibyrdig Høvding i Norge, fra hvem
berømte islandske Ætter nedstammede, at han havde faaet dette
Tilnavn, fordi han, da han laa i Viking, ikke vilde «henda börn
å spjotaoddum, sem J)å var vikingum titt».1 Men det sandsynlige
er, at han har faaet Navnet paa Grund af den talrige Æt, der
stammede ned fra ham, og at den anden Forklaring er en senere
opstaaet Misforstaaelse. Ølver Barnakarl levede forud for Islands
Landnaamstid, hvormed vor sikre Historie først kan siges at
begynde; han tilhører den sagnhistoriske Taagetid, og Beretningen
om ham er, som Islændingerne siger, noget «forneskjukend», d.
v. s. den smager af romantisk Udpyntning. Det er sedvanligt, at
Sagaforfatterne i deres Skildringer af den forud for Historien
gaaende Tidsalder overalt streifer ind paa det overnaturlige og
urimelige. Ligesom Sagnheltene udrustes med overmenneskelig
Styrke, saaledes tillægges der dem ogsaa i andre Retninger
Egenskaber, Bedrifter eller Sedvaner, der gaar ud over al Erfaring,
og naar det altsaa i slige «fornaldarsögur» er omtalt, at
Vikingerne pleiede at hænde Børn paa Spydsodden, da er det, som den
skarpsindige islandske Lærde Gudbrand Vigfusson vistnok med
Bette bemerker, snarere Vidnesbyrd om, at sligt tyktes en uhørt,
urimelig og umulig Grumhed, end derom, at det nogensinde skulde
været Sedvane og brugelig Skik.2
Af andre Træk, der meddeles i paalidelige Sagaer, faar man
et meget gunstigere Indtryk af Vikinglivet og dets Virkning paa
Sæderne. Man ser, at det ikke har været en blot raa Byttelyst,
der drev Skandinaverne ud paa Tog i fremmede Lande, men
ogsaa ædlere Motiver. Det gjaldt ikke blot at «afla sér fjår», men
ogsaa at «leita sér sæmdar». Vikinglivet har været betragtet som
en Skole for unge Mænd af god Byrd, i hvilken de kunde vinde
et berømt Navn ved udmerkede Bedrifter, og i hvilken de kunde
slibes og udvikles ved Kjendskabet til fremmede Folk og deres
Skikke. Vikingen var derfor ofte tillige Kjøbmand, og, naar han
vendte hjem fra Vikingfærderne, efter at have vundet Bytte og
Berømmelse, kunde han leve som en Fredens og Lovens Mand
hjemme paa sine Gaarde, uden at adskille sig fra de øvrige
Bønder ved andet end et mere belevent Væsen og større Sans for en
pragtfuld Levemaade, og uden at der viste sig Spor af, at hans
1 «Han vilde ikke hænde Smaabørn paa Spydsodden, hvilket da var Skik
blandt Vikingerne». Lcindn. V. 2. (Isl. Sög. 18U3, I. Bind).
2 Safn til Sögu Islands, I. 286—87. I ingen fremmed Kilde hentydes der,
saavidt vides, til denne Skik, undtagen i Henrik af Iluntingdons Ilist. Anglorum
(Monumenta hist. Britanniæ, I. 736), men denne Forfatter levede Aarhundreder
efter Vikingtiden, og hans Udsagn har derfor ikke stort at betyde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
