Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den saak. a-ldre og yngre Jernalder i de skand, Lande. Vikingperioden 77
forudgaaende Røver- og Ransmandsliv havde svækket hans
Retsfølelse eller bragt hans normale Begreber i Vildrede.1
Vistnok maatte Vikinglivet øve en brutaliserende Indflydelse
paa dem, for hvem det blev et ligefrem Ilaandverk, hvad der vel
var Tilfælde med mange, og vistnok var Vikingernes Sæder, seet
fra Nutidens Standpunkt, raa og haarde, og den Aand, der
afpræger sig i deres Bedrifter, en alt andet end ophøiet. Men, naar
man stiller sig Samtidens almindelige Karakter for Øie, vil dog
Dommen over dem ikke kunne falde saa ugunstig ud.
Sammenlignet med de Folk, der var Gjenstand for deres Herjinger, viser
de sig endog i visse Henseender i Besiddelse af en ustridig
moralsk Overlegenhed. Man vil i Frankernes Historie under de
merovingiske og karolingiske Konger finde Sidestykker, og mere
end det, til de Eksempler paa Grusomhed og Blodtørst, der
anføres om de normanniske Vikinger. Derimod finder man i hvad
der fortælles om disse, neppe noget tilsvarende til den Troløshed,
der er det mørkeste Træk i de frankiske Erobreres Historie. Det
siges om Normannerne, endog hos de mod dem mest uvenligt
stemte udenlandske Forfattere, at de kun nødig gav sit Ord,
men ogsaa nødig brød det, naar de først engang havde givet
det. Og selv, hvor de ikke gjorde sig fortjent til denne Ros
ligeoverfor sine Fiender, viste de dog sig imellem den
urokkeligste Troskab og det fasteste Sammenhold. De var istand
til at opofre sig for hverandre, og der kommer overalt i deres
Optræden en Disciplin, en Enhed og Sikkerhed tilsyne, der
tilstrækkelig forklarer deres Held ligeoverfor Befolkninger,
hos hvem de Store ofte var ligesaa anarkiske og egoistiske,
som Mængden var raadløs og viljeløs. Man erindre det
bekjendte Svar, som Gange-Rolfs Mænd skulde have givet, da man,
ved deres Landing i Normandi, spurgte dem om, hvem der var
deres Herre: «Vi har ingen Herre, vi er alle lige». Om dette
Svar nogensinde har været givet, kan der tvivles, men ikke om,
at det stemmer med Forholdene, saadanne som de faktisk var.
Vikingflokkene maa fordetmeste have dannet sig paa en
tilsvarende Maade til den, hvorpaa Krigerfølget efter Tacitus’s Skildring
dannede sig hos Sydgermanerne; de fremstiller dette Krigerfølge
i en videre udviklet Skikkelse. De bestod af Krigere, der frivillig
havde shittet sig sammen om en valgt Høvding; denne var maaske
fra først af ikke mere end enhver af de øvrige, og alligevel var
han sikker paa deres Lydighed, naar de først havde stillet ham
i Spidsen; de tilsyneladende saa løst sammenknyttede Skarer af
Krigere, der «ingen Herre havde», optraadte som én Mand
allevegne, hvor det gjaldt. Vi ser i en saadan af Frivilligheden
frem-1 Munch, I. 1. 451 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
