Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
I)en norske Historie
den skildres af Tacitus, kan ikke betegnes som en aristokratisk.
Kongerne blev tagne af de adelige Slegter;1 men dette omtales
ogsaa som den eneste bestemte politiske Forret, der tilkom dem,
og Kongedømmet var en for visse Stammer særegen Institution,
medens den ikke kjendtes hos andre. De regelmæssige Ledere
af Forhandlingerne paa Thingene eller Folkeforsamlingerne, de
egentlige Øvrighedspersoner, der afgjorde mindre vigtige Sager og
forberedede Afgjørelsen af de vigtige, Retspleiens og den
offentlige Gudstjenestes overalt forekommende Forstandere, var de af
Tacitus saakaldte «principes», der maa have svaret til de norske
Herser, de islandske Goder, de svenske Lagmænd og
Härads-höfdinger (eller Dommere). Om disse heder det, at de valgtes i
Folkeforsamlingerne.2 Nu kan det vel neppe være tvivlsomt, at
man her ikke maa tænke paa et Valg i moderne Forstand, at
Valget ikke har været fuldkommen frit, at det snarere har været
en Slags Opnævning eller en offentlig Anerkjendelse af
Fyrsteemnets Ret, at de høibyrdige Ætter (Tacitus’s «nobiles» eller
«no-bilitas») fortrinsvis er komne i Betragtning,3 at igjen en gjennem
en lang Række af Generationer hævdet offentlig Stilling som
Retspleiens og Gudstjenestens Forstandere kan have givet en Æt
Nobilitet eller adelig Rang, at der altsaa har bestaaet en vis
Forbindelse mellem begge Arter af Udmerkelse: den, der tilkom visse
høibyrdige Ætter som et medfødt Fortrin, og den, der tilkom
Stillingen som Folkets Ledere i de engere eller videre Kredse,
hvori de delte sig. Men denne Forbindelse kan endnu ikke have
været fuldt gjennemført, fast og regelmæssig, saa at et virkeligt
Aristokrati var vokset ud deraf.4 Tacitus’s «principes» var ikke
i Besiddelse af en anerkjendt arvelig Værdighed. Deres Stilling
beroede ikke paa en selvskreven Ret, som de norske Hersers eller
de islandske Goders; de valgtes, de maatte først anerkjendes af
Almuen, der saaledes vel ogsaa kunde tage en «homo novus»,
om den end maaske ikke ofte benyttede sig af denne Ret. — Høi
Byrd og politisk Magt faldt saaledes ingenlunde sammen; paa den
ene Side stod Bonde- eller Almuehøvdingerne, hvis Stilling havde
en halvt demokratisk Karakter, paa den anden stod en
virkelig Adel, visse Ætter, hvis Fortrin var bestemt arvelige og ikke
beroede paa noget Valg eller nogen offentlig Anerkjendelse, som
nød en fremragende Anseelse og gjaldt for høibyrdigere end alle
andre, men som ikke dannede en herskende Klasse eller et
Aristokrati. Medlemmerne af de adelige Ætter kunde indtage og har
1 «Reges ex nobilitate suinurit».
2 Germ. Cap. 12. Cap. 22.
1 Dahn, Die Könige d. Germ., I. 21.
* Waitz, l. c., I. 203 -4, 226,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
