Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aristokrati og Kongedømme Iios de skandinaviske Folk
105
vel ofte indtaget en ledende politisk Stilling; men ofte har det
ikke været Tilfælde; der har fundets «nobiles», som ikke var
enten Konger eller «principes», og der har været, — om end
vistnok sjeldent, — «principes», som ikke var «nobiles», — Tacitus
distingverer bestemt mellem begge.1 Denne Adels Oprindelse er
i det hele dunkel, den synes at gaa op til Racens Urtid (vi maa
tænke paa de gudebaarne Konge-og Jarle-Ætter i Norden:
Skjoldungerne, Ynglingerne, Hladejarlerne; Grækernes «ßaodeTg åioroecpéeç»).2
Idet den savner et nogenlunde bredt og sikkert politisk Grundlag,
og idet den ikke regelmæssigt rekruteres gjennem den arvelige
Besiddelse af Stillingerne som Ledere i Folkets engere og videre
Kredse, synes den bestemt til at uddø.3 Det er alene ved
Besiddelsen af politisk Magt, at de sociale Fortrin i Længden kan
hævdes; derfor maatte Spirerne til en Fødselsadel hos
Germanerne forkommes, saafremt ikke adelig Byrd og politisk
Førerstilling blev forbundne paa en saa regelmæssig Maade, at den
første stadig kunde fornyes ved den sidste. Betingelsen herfor
var igjen, at Stammeforfatningen holdt sig i tilstrækkelig lang
Tid og tillige befæstedes gjennem en fremadskridende Udvikling.
Den Myndighed, som de af Tacitus omtalte «principes» oprindelig
udøvede i Kraft af et Slags Valg eller Overdragelse fra Folkets
Side, maatte nemlig da, ved den hos Germanerne saa sterkt
fremtrædende Sans for Arvelighed, i Tidens Løb gaa over til en i
visse Ætter fuldt arvelig Besiddelse, og deraf maatte en ny Adel
udvikle sig, som forenede sig med den gamle, optog den i sig og
i Forening med den dannede en virkelig herskende Klasse, et
virkeligt Aristokrati. Men hos Tyskerne tog fordetmeste
Stats-og Samfundsudviklingen en helt anden Betning. Idet de ved
Folkevandringerne rykkedes op fra sine gamle Boliger, og idet
der stiftedes store Erobringsmonarkier og Samholdet i de mindre
Kredse svækkedes eller rent opløstes, blev ogsaa det Grundlag,
hvorpaa et virkeligt Fødselsaristokrati havde kunnet bygges,
tilintetgjort. Af de gamle høibyrdige Ætter hævedes enkelte, —
nemlig de, der var eller kom i Besiddelse af Kongeværdigheden —,
til en overordentlig Magt og Betydning, men de øvrige forsvandt,
forkrøblede ved Siden af de høitstræbende Kongestammer, og
Samfundet i det hele blev nivelleret.
Gaar vi fra Tacitus til de senere Kilder, til den tyske Bets- og
1 Waitz, l. c., I. 223—24, Loebell, Gregor von Tours, S. 502—510. Jvfr. A.
Baum-stark, Ausführliche Erklärung der Germania des Tacitus, S. kl9, 496 ff. o. fl. St. Mod
den her fremsatte Paastand, at de af Tacitus omtalte «principes» var adelige og
ikke folkevalgte Høvdinger, maa det være nok at henvise til Forholdene i det
gamle Sverige.
2 o: Gudebaarne Konger.
3 Waitz, 1. c., 1. 209. «Da wir ihn kennen lernen, ist er vielleicht schon im
Absterben begriffen; er erzeugt sich nicht neu aus dem Gegenwart.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
