Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aristokrati og Kongedømme Iios de skandinaviske Folk 109
vegt mellem de forskjellige Forfatningselementer her har været
længere og bedre bevaret, saa at hverken Folkemagt eller
Kongemagt eller Høvdingmagt traadte ensidig frem eller gjorde sig
gjældende med nogen stor Styrke, og denne Formodning
stadfæstes ogsaa ved Kildernes udtrykkelige Vidnesbyrd. Vi finder
Selvstyrelsen i Folkets engere Kredse (Herederne og Landskaberne)
opretholdt og repræsenteret af Stammehøvdinger, der stod
uafhængige af Kongedømmet eller Landets centrale Styrelse. Men
disse Stammehøvdinger havde, saalidt som de af Tacitus omtalte
«principes» hos Sydgermanerne, en fuldt befæstet arvelig
Myndighed, hvorved de først kunde siges at være bleven en
herskende Klasse eller et virkeligt Aristokrati. Hvad vi hos Snorre
læser om Thorgny Lagmand, hvis Forfædre havde beklædt den
samme Værdighed gjennem mange Kongers Tid,1 synes vistnok
at vidne for, at de uafhængige Bondehøvdingers Værdighed i
Sverige allerede tidlig var bleven en arvelig. Men de ældste
svenske Love godtgjør, at dette dog kun kan have været Tilfælde
i en meget indskrænket Forstand; ifølge disse Love, der tilhører
det 13de og 14de Aarhundrede, var nemlig endnu da Valgprincipet
almindelig forherskende. Uplandslagcn bestemmer, at den
saakaldte «Domare», der paa Folkets Vegne forestod Retspleien i de
svenske Hundreder, skulde vælges af 12 Bønder i hvert Hundrede,
hvilke sidste igjen blev opnævnte af den kongelige Ombudsmand.2
Med Hensyn til Lagmændene — de egentlige Hovedrepræsentanter
for Folkets Selvstyre i de engere Kredse, de rette Bondehøvdinger,
der i den ældste Tid stod næsten som jævnbyrdige ligeoverfor
Kongedømmet, — heder det i Westgötalagen: «Bondæsun skal
Lag-madher waræ, thy skulu alle bönder radha med guz miscund»,
og i en nyere Lov (Helsingelagen) bestemmes det, at naar en ny
Lagmand skal tages, da skal Kongens Sysselmand opnævne 12
Mænd, og disse tolv skal vælge Lagmanden.3 Dette stemmer,
som man ser, paa det nærmeste overens med, hvad Tacitus
fortæller om Stammeforfatningen hos Tyskerne: «Eliguntur in
con-ciliis principes, qvi jura per pagos vicosqve reddunt»;4 de svenske
Lagmænd svarer, baade med Hensyn til Omfanget og Betydningen
af deres Magt og Maaden, hvorpaa de opnaaede denne, ganske
til Tacitus’s «principes». Om nogen arvelig Bet til Stillingen er
der ikke Tale, og Udviklingen bevæger sig heller ikke henimod
1 Snorre, Hskr. (Ungers Udg.) Olaf d. IL, S. Gap. 77.
2 Kongens Deltagelse maa ansees som en senere Forandring; det oprindelige
har været, at Valget helt og holdent tilhørte Almuen. Se ’Nordstrom, Svenska
Samhållsforf.s Hist., I. 16— il.
3 Nordstrøm, l. c., I. 29—30.
4 «Høvdingerne, der forestaar Lov og Ret, udvælges i Folkeforsamlingerne»
— Germ. C.ap. 12.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
