Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
I)en norske Historie
Strenghed.1 Jo længere man gaar tilbage i Tiden, jo større er de
Krav, som Loven opstiller for Erhvervelse af Odel; ifølge
Gula-thingsloven maatte, som ovenfor anført, en Jord have gaaet
gjennem fem Slegtled og være kommen under den sjette for at blive
Odelsjord; ifølge Frostathingsloven behøvede den kun at have
gaaet gjennem tre Slegtled og være kommen under det fjerde; i
Magnus Lagabøters Landslov2 gjentages den samme Bestemmelse,
men her tilføies yderligere en bestemt Tidsfrist, nemlig 60 Aar,
inden hvilken Jorden under alle Omstændigheder blev sin
Besidders Odel. Omvendt ser vi vistnok den Forkjøbsret, som i de
ældre Love tilstaaes Odelsarvingerne til den Gaard, hvortil de
var odelsbaarne, og ifølge hvilken Gaarden først skulde lovbydes
dem, inden den blev solgt, i den senere Lovgivning gaa over til
en virkelig Indløsningsret, hvorved Adgangen holdtes dem aaben
gjennem en længere Række af Aar til at gjenerhverve paa de
samme Betingelser den Gaard, der var frakommet Ætten og gaaet
over i Fremmedes Besiddelse; men det er tillige aabenbart, at
en saadan Indløsningsret i ældre Tider har været omtrent
overflødig. Jo længere man gaar tilbage i Tiden, jo mere har det
vistnok hørt til de sjeldne Undtagelser, at Odelsarvingerne ikke
gjorde Brug af sin Forkjøbsret, naar en Gaard blev dem lovbudt,
og oprindelig synes endog den Grundsætning at have været
herskende, at Odelseiendommen tilhørte Ætten og ikke den enkelte, og
at den ligeoverfor Ætten egentlig var fuldkommen uafhændelig.3
Vi kan altsaa gaa ud fra, at Høldsklassen var, om end ikke
juridisk, saa dog faktisk tilstrækkelig afsluttet til at gjælde for en
virkelig Adel, ialfald i den ældste Periode af vor Historie, den,
hvorom der her nærmest er Tale. Men — vil man sige —
Størsteparten af Landets Jord var i Holdernes Besiddelse, og derefter
maa det dog antages, at de har udgjort en altfor overveiende Del
af Folket, til at det gaar an at betragte dem som en Adel, som
en særskilt, over den menige Almue opløftet Klasse. Saaledes
bruger Dahlmann, idet han omtaler den norske Odelsbondestand
i Oldtiden med dens sterkt omhegnede Eiendomsret og
aristokratiske Karakter i det hele, det Udtryk om den, at den vilde
have været «ein wahrer Landadel, wenn er nicht das Volk selber
wäre».4 Denne Betragtning passer fuldkommen paa Forholdene
i en nyere Tid. Odelsbønderne udgjorde ved Midten af det 17de
Aarhundrede et Antal af omtrent 12 000 eller henved Tredieparten
af Landets jordbrugende Befolkning,5 — et Tal, der siden raskt
1 Se Brandt, l. c., S. 37.
2 VI. 2.
3 Brandt, l. c., 52. Munch, N. F. H., I. 1. 118.
* Gesch. v. Dänem., II. 303.
5 .Vord. Univ. Tidsskr., 4de Aarg., 3die Hefte, S. 8’J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
