Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
I)en norske Historie
holdet mellem disse Klasser har været synderlig forskjelligt i de
forskjellige Lande.» Paa et andet Sted antyder den samme
Forfatter1 som sin Mening, idet han omtaler den nyere Tjenesteadel,
der udviklede sig i de tre nordiske Riger med Kongehirden som
Udgangspunkt, men i Norge aldrig opnaaede paa langt nær en
saadan Styrke som i Naborigerne, at det samme Forhold ogsaa
har fundet Sted med Hensyn paa den ældre Fødselsadel. Han ser
i det norske Kongedømmes seirende Udgang af Rorgerkrigene et
Bevis for, at ogsaa Lendermandsaristokratiet i Norge, der, om det
end stod i et Tjenesteforhold til Kongen, dog væsentlig maa
betragtes som en Fortsættelse af den oprindelige, fra
Fylkesforfat-ningens Tid stammende Fødselsadel, var forholdsvis svagere
udviklet end det tilsvarende uafhængige Høvdingaristokrati i
Danmark og Sverige.
Det forekommer os, at Norges hele Historie i de første Par
Aarhundreder, sammenlignet med Nabolandenes i det samme
Tidsrum, tilstrækkelig godtgjør Urigtigheden af denne Mening, og
at en Sammenligning af de tre Landes ældste Historie i
Forbindelse med en Sammenligning af de ældste norske og de ældste
danske og svenske Love fuldkommen stadfæster, hvad man paa
Forhaand maa formode, naar man stiller sig for Øie den
forskjellige Bebyggelsesmaade og Stammeforfatningens længere Vedvaren
i Norge samtidig med en sterk krigersk Udvikling, at nemlig
Samfundet i Norge ved den sikre Histories Begyndelse havde en langt
mere udpræget aristokratisk Karakter end Samfundet i Danmark
eller Sverige.
De til Island under Harald Haarfagre udflyttede Ætter hørte
for det meste til, hvad man maa kalde den gamle norske Adel;
det var netop de store Ætters aristokratiske Selvraadighed, der
rammedes ved Oprettelsen af det norske Enekongedømme og den
dermed i Forbindelse staaende saakaldte «Ophævelse af Odelen»;
det var derfor ikke Almuesmænd — dem maatte den skete
Forandring snarest synes en Fordel, idet den medførte bedre Fred
og større Betssikkerhed, end der forud kan have fundet Sted,2
— men Høvdinger og Storbønder, hvis Odel ikke blot var en
privat Herlighed, men en offentlig Magt, — det var Medlemmerne af
den i Fylkesforfatningens Tid herskende Klasse, der foretrak
«heller at forlade sine Eiendele end finde sig i Uretfærdighed
enten af Kongen eller af nogen anden Mand».3 Denne talrige
Skare af «agætir» eller «gøfgir» Mænd, Herser eller Høider,
Kongers eller Jarlers Ætlinge, hvem Harald Haarfagres «ofriki» drev
1 Aschehoug, l. c., S. 114 og 119.
2 Jvfr. Norsk hist. Tidsskr. II. 281. //’.
3 Ilardur Saga Grimkelssonar, I si. Sög. 1843. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
