Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
I)en norske Historie
Landeiendomme, fordi de «vove sin Hals for Kongen og for
Landsens Fred». Vi har her de første Spirer til den senere danske
Adel med dens udstrakte Forrettigheder; men denne Adel var en
Tjeneste- eller Embedsadel, der intet har med det ældre egentlige
Fødselsaristokrati at bestille, og den var paa den jydske Lovs Tid
(ved Midten af det 13de Aarhundrede) endnu i Begreb med at
danne sig; den var ikke til; «Hærmændene» udgjorde et Slags
staaende Armé, og deres Rettigheder havde endnu ikke en
arvelig, men en personlig Karakter, som de frankiske Antrustioners
og Vasallers nogle Aarhundreder forud.1
Ligesaalidt findes der i Kilderne til Danmarks og Sveriges
ældre Historie nogetsomhelst Spor til, at fornem Byrd har været
krævet som Betingelse for at opnaa visse Embeder eller Stillinger,
der for Indehaveren var en Kilde til Magt og Anseelse, eller at
de store Ætter har hævdet sig udelukkende Adgang til de høieste
Pladse i Kongens eller Statens Tjeneste. Dette var derimod
Tilfældet i Norge. Efter Harald Haarfagres Samerobring af de norske
Fylker indtog Ene- eller Overkongedømmet ogsaa her en saa
op-høiet Stilling, at Tjenesteforholdet til Kongen kunde være en
Ud-merkelse, som endog Medlemmer af det tidligere suveræne
Aristokrati ikke forsmaaede. Omvendt laa det i Kongedømmets Interesse,
ja maatte her, hvor Samfundsopfatningen havde en saa udpræget
aristokratisk Karakter, hvor de høibyrdige Ætter, trods alle
Udflytninger, vedblev at være saa talrige, saa nøie forbundne og saa
indflydelsesrige, være absolut nødvendigt for dets Opholdelse,
at det knyttede disse Ætter til sig og sikrede sig deres Lydighed
ved at drage dem ind i sin Interesse. Om Harald Haarfagre er
det fortalt,2 at han, «naar han havde underlagt sig et Fylke, lagde
nøie Merke til Herserne, de mægtige Bønder og alle dem, af hvem
han kunde vente sig nogen Modstand, og gav enhver af dem
Valget mellem at blive hans Tjenestemand eller fare bort af Landet,
eller ogsaa lide haard Medfart, ja endog lade Livet». I disse Ord
er den for Kongerne naturlige og nødvendige Politik antydet. De
kunde ikke gaa til de det tidligere suveræne Aristokrati hørende
Ætter forbi; de maatte søge at støtte sin egen Magt til deres.
Herserne gik saaledes over til at blive Lendermænd, forsaavidt
de ikke unddrog sig den nye Tingenes Orden ved at fly Landet;
de blev Kongedømmet tjenstbundne; deres Indtægter forøgedes
paa deres Uafhængigheds Bekostning. Men denne gik dog
ingenlunde ganske tabt; dertil var det altformeget et gjensidigt Behov,
der førte Kongedømmet og de aristokratiske Ætter sammen. Idet
1 Jvfr. Stemann, Dansk Retshistorie, S. 95—96, hvor adskillige Steder er
anførte, der viser, at Hærmændene ved Midten af det 13de Aarhundrede stod paa
Overgangen til at blive en arvelig Stand.
2 Egils Saga, Kap. 4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
