Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aristokrati og Kongedømme Iios de skandinaviske Folk
125
Hersen blev Lendermand, blev han Kongens Tjenestemand; men
han vedblev tillige at være uafhængig Høvding. Hans nye
Værdighed meddeltes ham af Kongen; alligevel var den paa en Maade
arvelig. Engang meddelt kunde Lendermandsværdigheden ikke
fratages sin Indehaver. Og hans ældste Søn ansaaes for at have
et Krav paa den efter ham,1 et Krav, som Kongerne visselig
yderlig sjelden har sat sig udover, ja, som det ikke kunde ligge i deres
Interesse at sætte sig udover. Lendermandsættens Magt beroede
nemlig væsentlig paa dens nedarvede Anseelse, derimod ikke paa
det af Kongen givne Værdighedsnavn og den dermed følgende
Forlening. Kongen kunde ikke overføre denne Magt til en anden Æt
ved at meddele den Lendermandsværdighed; uden Fødselens Ret
vilde Værdigheden ikke have været stort mere end et blot og bart
Navn. Naar han derimod lod Sønnen indtræde i Faderens Sted,
vedblev Ætten dog at være knyttet til ham med et vist
Forpligtelsens Baand; han opnaaede derved dog, at den Magt, som han
ikke kunde ophæve og ikke overføre til en anden, stilledes i et
udvortes Afhængighedsforhold til ham, hvorved den ikke saa let
kunde blive ham farlig eller fiendtlig. Saaledes var
Lendermandsværdigheden fra først af og vedblev at være en faktisk arvelig;2
man brugte Udtrykket «lendborinn», ligesom man før havde sagt
«hersborinn»; — det gamle Aristokrati hævdede sig udelukkende
Adgang til de høieste Værdigheder i Staten og de dermed
forbundne Forleninger. Endog i sin Hird kunde Kongen ikke optage
hvem han vilde, men var bunden til de mere høibyrdige Ætter,
og man ser af en Fortælling om Harald Haardraade, at endog
denne Konge, hvis Karakter var saa despotisk, har agtet sine
Hirdmænds Ret til at modsætte sig, at han gav nogen Mand af
lav Æt Plads iblandt dem.3
For Sveriges og Danmarks Vedkommende kan, som sagt, intet
tilsvarende hertil paapeges fra det samme Tidsrum. I Sverige
stod Monarki og Demokrali skarpt ligeoverfor hinanden, Kongens
Tjenestemænd ligeoverfor Almuens Førere.4 Men disse sidste
valgtes, og de kongelige «Landsherrer» eller «Lensmænd» var kun
Organer for Kongens Vilje, hans Ombudsmænd, uden Spor af
selvstændig Magt, der kunde give Ret til at formode, at de har tilhørt
en bestemt Klasse. — Vistnok har ogsaa de svenske og danske
Konger helst søgt sine Hirdmænd og Tjenestemænd hos Landets
1 Keyser, Retsforf., S. 112-113.
2 Naar Aschehoug, l. c., S. 114, siger, at «Lendermandsværdigheden temmelig
tidlig her i Landet blev indtil en vis Grad arvelig», forekommer dette os at være
et misvisende Udtryk. I retslig Henseende blev den det ikke; i faktisk var den
det udentvivl fra først af.
3 Fornmanna Sögur VI., Har. Haardr. Saga, Cap. 113—14. Flateyjarhök, III.
381. — Jvfr. Aschehoug, l. c., S. 113-14.
* Nordstrom, l. c., I. 51.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
