Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af de norske Fylker
143
kun i al Stilhed og paa en indirekte Maade, at den kom ham
til Hjælp; aabenbart stod Folket ham imod med alle sine
Kræfter. Kun om nogle enkelte Høvdinger eller fornemme Mænd er
det berettet, at de frivilligt sluttede sig til Harald, lokkede ved
Udsigten til at faa Andel i det rige Bytte (saaledes Haakon
Grjot-gardssøn Jarl, Ragnvald Jarl, Ingemund den gamle). Den langt
overveiende Flerhed maatte tages med Magt. Harald maatte
«rydde Riget for sig», «bryde sig til Riget», som det heder i
Sagaerne. Folket fulgte sine Høvdinger, og Høvdingernes
Interesse knyttede dem paa det sterkeste til den bestaaende
Forfatning. Deres Suverænitet beroede paa, at Selvstyrelsen i
Folkets engere Kredse, Smaarigernes politiske Uafhængighed
opretholdtes. De kunde opnaa større Rigdom eller en mere indflydel
sesrig Stilling ved at slutte sig til Harald; men de ophørte at
være uafhængige Herskere; de blev en anden Mands Tjenere;
deres Stolthed og Selvstændighedsfølelse maatte stille dem imod
den nye Tingenes Orden, og disse Følelser pleier at være de
raadende i Samfund med en aristokratisk Karakter.
Vi hører, at Harald, da han over Dovrefjeld kom ned i Opdal,
begyndte sin Færd som den nationale Enhedstankes
Repræsentant med at dræbe Mænd og herje Bygderne, og saaledes for han
frem, til han havde lagt Landet under sig. Det mindste herved
var det materielle Tab; det kunde snart gjenoprettes; men den
Sum af Kultur og aandelig Kraft, som ved Samerobringen
tilintetgjordes eller dreves ud af Landet, var uerstattelig. Det maa
have været Høvdinger og Storbønder, som stod i første Række i
Kampene mod Harald, da han ryddede Riget for sig; det var
dem, hvem han, naar han havde underkastet sig et Fylke, «lagde
nøie Merke til, og hvem han gav Valget mellem at blive hans
Tjenestemænd eller fare hort af Landet eller ogsaa lide haard
Medfart, ja endog lade Livet». Og ikke blot paa en saadan
umiddelbar Maade maatte Erobringen komme til at rydde dygtigt op
inden det norske Fylkesaristokrati, men ogsaa ved de
Forandringer, som den efterhaanden drog med sig i Hensyn paa alle
Landets indre Forhold. Haardt blev sat imod haardt; det nye
Kongedømme, der var grundet paa Erobringens Ret, kunde gjøre
Fordring paa en større Magtfylde end et Overkongedømme, der var
blevet til ved en mere jevn Udvikling. Det er fortalt om Harald,
at han «satte den Ret overalt, hvor han lagde Landet under sig,
at han tilegnede sig al Odel og lod alle Bønder give sig
Landskyld, baade mægtige og ringe, at han satte en Jarl i hvert Fylke,
der skulde dømme Lov og Landsret og oppebære de kongelige
Indtægter mod selv at nyde Tredjedelen, at hver Jarl skulde have
fire eller flere Herser under sig, som hver skulde have 20 Marks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
