Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
I)en norske Historie
alder pleier ikke at være Kunstens eller Poesiens. Grækenlands
Kunst og Literatur blomstrede i en Periode, da dets nationale
Religion allerede befandt sig i en Opløsningstilstand. Den
katholsk-kristelige Kunst tog først sit rette Opsving, efterat de religiøse
Forestillinger, hvorfra den udsprang, havde tabt sin fulde Magt
over Sindet. Kunsten kræver en vis Fjernhed ligeoverfor de
Gjenstande eller Forestillinger, som den skal behandle, forat den
kan behandle dem med tilstrækkelig Frihed. I Overensstemmelse
hermed maa vi nu ogsaa tænke os Forholdet mellem den gamle
Mythedigtning, hvoraf der er bevaret Levninger i Eddaen, og den
hedenske Religion: de staar i det nøieste Sammenhæng med
hinanden; men Digtningens rigeste Udfoldelse maa først have faldt
efter den Periode, da Religionen stod i fuld Kraft, uberørt af
fremmede Indflydelser. — Det er i det foregaaende bleven
udviklet, hvorledes den Opfatning af Guderne og Gudelivet, der gjør
sig gjældende i Eddaernes Digte og Fortællinger, peger tilbage
paa Vikingtiden. Gudelivet fremstilles som et rent Kampliv, og
Mythen om den store Verdenskamp, i hvilken alle Guderne skulde
gaa til Grunde, er bleven Midtpunktet, hvorom alle mythiske
Forestillinger samler sig. En saadan Karakter har Mythekredsen
først kunnet antage under Indflydelse af de hyppige Berørelser
med fremmede Folk og det urolige krigerske Liv, der fandt Sted
i Vikingperioden. I religiøs Henseende betegner denne
Omdannelse en Opløsningstilstand: Guder, der forestilles som
forgjænge-lige, og hvis Undergang er bleven et Yndlingsemne for Poeterne,
kan ikke længer have været Gjenstand for den dybe Ærefrygt,
som det religiøse Forhold kræver; men, hvad der er Tilbagegang
for Religionen, er ofte Fremgang for Poesi og Filosofi. Vi ser
en rationalistisk Opfatning af Guderne gjøre sig gjældende endog
i de af disse Digte, der har det ældste og" oprindeligste Præg,
men den begyndende Rationalisme maa netop antages at have
givet de religiøse Forestillinger en forhøiet poetisk Spirekraft ved
at føre dem hen i en saadan Fjernhed, at de ikke længer kunde
kue, men dog paa samme Tid var nære nok til at fylde Sindet.
Og ikke blot ved sit almindelige Indhold viser Eddaens
mythisk-heroiske Digtning hen paa Vikingperioden som sin historiske
Raggrund; men der forekommer ogsaa rundt omkring i Digtene
specielle Træk, som paa det umiskjendeligste tjener til at
stadfæste dette Indtryk.1
Vi har saaledes en nogenlunde bestemt Tidsgrænse opad for
Eddadigtenes Tilblivelse; de kan ikke være ældre end det 9de
1 Til Eks. i Hiirbardsljod, Kvadene om Helge Hundigsbane, Atlamaal. Se
Jessen, Zeitschr. f. d. Philol., III. 33 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
